Seneste nyt fra Genitor

Der var engang for ikke så længe siden, hvor den amerikanske økonom og nobelprisvinder Milton Friedman formulerede Friedman doktrinen: The business of business is business. Det betyder på godt dansk: private virksomheder skal tjene penge. Det er enkelt og ligetil; der er én bundlinje. Punktum. Hvorfor gøre det mere kompliceret end det er? Fordi det er mere kompliceret. Nu siger de to professorer Steen Hildebrandt og Katherine Richardson, at the business of business is much more than business. Private virksomheder skal fortsat tjene penge. Men det handler ikke længere kun om at tjene penge. Det handler også om, hvordan man tjener penge. Det har Hildebrandt og Richardson ikke fået nobelprisen for at sige, men prøv at spørge Danske Bank og Falck om, hvem der har ret. Verden har ændret sig. Den private og den offentlige sektor konvergerer, og det har store konsekvenser for lederne i de to sektorer. Det private politiseres. Der bliver stadig flere komplekse bundlinjer, stadig større krav om, at virksomhederne udviser samfundsansvar og stadig større eksponering af virksomhederne, og den måde de træffer beslutninger på, og de motiver, de lægger til grund. Det er ikke længere nok at have ret. Man skal også evne at få ret. Centrale interessenter skal opleve, at virksomhederne opfører sig ordentligt og ansvarligt. A new normal demands new standards, sagde Danske Bank. Og så demonstrerede banken i øvrigt, at det havde den slet ikke forstået; den handlede på måder, der ikke lever op til nogen som helst standard (ikke engang den standard Milton Friedman satte). Det må aktionærerne, bankkunderne og alle danskere i det hele taget så betale for i dag. Og det er ikke småpenge. Samtidig med, at det private politiseres, så privatiseres det politiske. I den offentlige sektor bliver der stadig større fokus på kerneopgaven, kunderne og markedslogikker, og ledelsesmodeller fra den private sektor introduceres. Det betyder, at private og offentlige ledere skal kunne navigere i og mestre rationaler, styringslogikker og forretningsmodeller fra de andre. Og de bedste ledere tænker mere i et os end i de andre. Verden har ændret sig. Vi står overfor udfordringer, der er så store, at de ikke kan løses af de private virksomheder eller den offentlige sektor alene. De kan kun løses i et samspil mellem alle sektorer, og her får den tredje sektor – civilsamfundet – en så central rolle, at World Economic Forum taler om den tredje sektor som den primære sektor. Med tanke på hvidvask, Falck, SKAT og Tibetsagen, så er en væsentlig rolle at være med til at civilisere den private og den offentlige sektor. Det forudsætter et tættere og mere konstruktivt samspil mellem den private sektor, den offentlige sektor og civilsamfundet. Det er svært, fordi sektorerne i realiteten fungerer som parallelsamfund. Der er al for ringe mobilitet og videndeling mellem sektorerne. Vi skal have gjort op med parallelsamfundene. Det har vi i Genitor en ambition om at være med til. Vi er derfor med til at udvikle et nyt toplederudviklingsprogram – BEVIRK – som bringer topledere fra de forskellige sektorer sammen for at nedbryde grænserne mellem sektorerne. Vi er overbeviste om, at det kan lade sig gøre.

Regeringens nye udspil En offentlig sektor rustet til fremtiden udgør det femte spor i sammenhængsreformen. Det handler om bedre offentlig ledelse, og det følger op på Ledelseskommissionens anbefalinger. Udspillet kan i et tilbageblik læses som en kritisk selvevaluering, og det kan i et fremsyn læses som et begyndende og velkomment paradigmeskifte i ledelsespolitikken.   Først selvevalueringen. Udspillet rummer denne væsentlige erkendelse: ”Det sker for ofte, at politikere eller overordnede ledelseslag tyr til lag-på-lag regler og detailstyring for de mange, når der er svigt blandt de få”.   I lyset af undervisningsminister Merete Riisagers ”fraværspakke” fra sidste år, så er det spot on. Fraværspakken pålægger alle landets gymnasier detaljeret at registrere alle elevers fravær og at offentliggøre resultaterne på gymnasiernes hjemmesider. Baggrunden? Nogle gymnasieelever har for stort fravær. Det er et skoleeksempel på detailstyring for de mange, når der er svigt blandt de få.   Udspillet rummer også denne erkendelse: Offentlig ledelse er en særlig disciplin, hvor der skal ”balanceres mellem særlige hensyn eller politiske krav om forandringer på den ene side og effektiv drift på den anden side”. Det lyder helt rigtigt i teorien. I et praksisnært tilbageblik er det svært at få øje på balancen. Tænk på den permanente reorganisering af miljøområdet og det voldsomme tempo, der præger meget lovgivningsarbejde:   Styrelsen for Vand og Natur blev etableret som selvstændig styrelse den 1. juli 2016. Styrelsen blev nedlagt den 1. februar 2017. Det er bare 7 måneder efter etableringen! Miljøstyrelsen blev i 2017 flyttet fra Strandgade i København K til Haraldsgade på Østerbro. I januar 2018 – før alle flyttekasser var tømt – blev det besluttet, at styrelsen igen skulle flytte; nu til Odense som et led i udflytningen af statslige arbejdspladser (Udflytningen af de statslige arbejdspladser har sjovt nok betegnelserne Bedre Balance I og II, men det er tydeligvis andre balancer, det handler om).     Regeringen fremsatte i 2018 et lovforslag om erhvervsfremme. Forslaget blev vedtaget i Folketinget den 13. december, og det trådte i kraft allerede den 1. januar 2019. Kommuner og regioner fik juleferien til implementering. Regeringens lovforslag om en ungdomskriminalitetsreform blev vedtaget ugen efter den 18. december. Det trådte også i kraft den 1. januar 2019. Igen: juleferien til implementering. Det er her meget nemt at få øje på politiske krav om forandringer. Det er omvendt meget svært at få øje på, at der overhovedet tages hensyn til effektiv drift.   Hvis regeringens nye udspil er en erkendelse af, at der er behov for Bedre Balance III, IV og V og nu med fokus på balancen mellem de politiske krav om forandringer og hensynet til effektiv drift, så står vi overfor et meget velkomment paradigmeskifte.   Regeringens udspil rummer andre spændende elementer, som også peger på et paradigmeskifte. ”Som et element i at skabe større udveksling af idéer, arbejdsmetoder og faglighed ønsker regeringen, at lederne i højere grad søger på tværs af sektorerne”. Det er vigtigt, fordi flere og flere af de fundamentale udfordringer, velfærdssamfundet står overfor, dårligt kan løses inden for de enkelte siloer og sektorer. Og det er forpligtende, fordi regeringen lige her selv har direkte mulighed for at påvirke mobiliteten. Det bliver spændende at se, hvordan regeringens ønske om øget mobilitet mellem sektorer slår igennem i Regeringens ansættelsesudvalg, som ansætter statens topembedsmænd.   Regeringen vil videreudvikle det statslige lederudviklingsprogram PLUS. Det bliver spændende at se, om ønsket om øget mobilitet afspejles i denne videreudvikling. Der kan siges meget godt om det statslige lederudviklingsprogram. Men der er en risiko for, at programmet udvikler sig til en lukket fest, hvor statslige topledere udvælger statslige ledertalenter til et program, hvor de møder andre statsansatte og uddanner sig til statslige topledere. Der er en risiko for, at karriereveje ses som ensrettede: i staten, i regioner, i kommuner og i den private sektor – sjældent med frakørsler og omkørsler. Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers har talt for de tilfældigheder og kvantespring, der former vejen til det gode job. Det handler om at prøve en masse ting og tillade sig selv at begå nogle fejl, siger han. Det må kunne inspirere til videreudviklingen af PLUS, og det må kunne inspirere regeringens ansættelsesudvalg.   Regeringen kan ikke lovgive sig til bedre ledelse, skriver innovationsminister Sophie Løhde i forordet til regeringsudspillet, og udspillet rummer rigtig mange opfordringer til kommuner og regioner og til ledere og medarbejdere om at tage fælles ansvar.   Hertil ville Gandhi sikkert sige: Regeringen må selv være den forandring, som den ønsker at se i verden.   Man vasker trapper oppefra. På samme måde udvikles ledelse bedst oppefra. Den offentlige sektor er politisk ledet; det starter derfor med bedre politisk ledelse og bedre regeringsførelse. Regeringen har en opgave.      

Vi er rigtig glade for, at Vibeke Rosenbeck har sagt ja at lede GenitorKompetence, der er Genitors interne kompetenceudviklingsprogram, som sikrer, at Genitors medarbejdere løbende systematisk kompetenceudvikles. Vibeke har de sidste fire år arbejdet som konsulent i Genitor og har forud for dette indgående kendskab til HR-området gennem et flerårigt virke som HR-chef.