Af Hanne Kristensen og Mette Højbjerg, hhv. partner og konsulent, Genitor

Kronik bragt i Kristeligt Dagblad den 12. marts 2026

De hænger allerede i lygtepælene. I farvestrålende jakker. Grønne, røde, blå og resten af regnbuens farver. Der er folketingsvalg i Danmark.

Landet over er godt tusind kandidater og alle de politiske foreningers frivillige i gang. De færreste med udsigt til at blive valgt og gøre den politiske interesse til en levevej. Langt de fleste ofrer fritid og feriedage, kører rundt for egen regning – eller som kandidaten i en lille jysk flække sagde til TV2 News, da valget netop var udskrevet: “Ups, jeg må hellere få ringet til chefen og se, hvor mange vagter jeg kan købe mig fri af de næste tre uger.”

Alle os andre, der har mange meninger om både valg, resultat og politikere, deltager sjældent i egentlig fysisk forstand. Vi ofrer hverken nattesøvn eller friweekender – for slet ikke at tale om de mange aftener, som bliver brugt ved togstationer og storcentre i håb om at kapre en vælger eller to.

For os, der til daglig arbejder med at finde og udvikle ledere til danske arbejdsmarked, er der en vigtig pointe i det syn: Demokrati handler om, at nogle mennesker beslutter sig for at tage ansvar – også når prisen er høj, og applausen er usikker.

Et samfund, der gør ansvar til en straf

Vi hører ofte, at “politikere må tåle mosten”. Men vi taler for lidt om, at vi er ved at gøre det til et risikabelt projekt overhovedet at stille sig frem. Allerede tidligt i denne valgkamp har vi set kandidater – ikke mindst kvinder – blive svinet til på sociale medier, før de overhovedet har fået sat den første plakat op.

Den ene, gravid og få uger fra termin, får at vide, at hun er uansvarlig, fordi hun stiller op. Den anden kritiseres for at afbryde sin barsel for at gå i valgkamp. Budskabet til alle, der overvejer at tage ansvar, er desværre tydeligt: Du risikerer at blive udskammet – uanset hvad du gør. Enten er du for ambitiøs, for fraværende, for blød, for hård eller bare forkert.

Det samme mønster ser vi, når vi rekrutterer til offentlige chefstillinger. Mange mulige kandidater takker pænt nej, før processen overhovedet går i gang. De har set, hvordan chefer og politikere hænges ud, når noget går galt i en kompleks virkelighed, ingen fuldt ud forstår. De spørger sig selv, om prisen for at tage ansvar er blevet for høj.

Unge vender sig væk fra ledelse

I konsulentbranchen taler vi om, at det er blevet sværere at rekruttere unge til ledelse. Ny forskning fra Rockwool Fonden konkluderer, at der er en decideret talentkrise i den offentlige sektor. De unge er ikke uambitiøse – de er værdidrevne, dygtige og engagerede – men mange forbinder lederrollen med et liv i konstant stress og konflikt.

Når man spørger, hvorfor de ikke vil være ledere, lyder det bl.a., at de ikke har lyst til det store ansvar, der følger med lederrollen. Den stigende kompleksitet og krydspresset i offentlig ledelse virker afskrækkende, og oplevelsen af tungt bureaukrati og mindre handlefrihed vejer tungt. Det hjælper næppe heller, at billedet af ledelse og politik, som det fremstilles i medier og på sociale platforme, er fyldt af konflikter, personfnidder, faldne ministre, “skandalesager” og shitstorms.

Hvis det er det billede, vi fodrer kommende generationer med, skal vi ikke undre os over, at færre har lyst til at stille sig forrest – hverken som kommunaldirektør, styrelseschef, teamleder eller folketingsmedlem.

Ledelse i en verden ingen helt forstår

Vi lever i en tid, hvor ingen længere kan overskue alt. Krig i Mellemøsten, Donald Trumps uforudsigelige kurs og interesser i Grønland, økonomisk usikkerhed og globale kriser rammer lige ned i den kommunale hverdag, i styrelsernes prioriteringer og på Christiansborgs dagsorden.

Alligevel forventer vi, at vores politikere og offentlige topledere både kan levere sikre svar og hurtige løsninger – i en virkelighed, der grundlæggende er usikker. Vi møder dem med krav, der ofte er umenneskelige: De skal være fejlfri, nærværende, synlige, effektive og altid til rådighed. Når de ikke lever op til idealet, eller virkeligheden overhaler dem, er vi hurtige til at dømme.

Måske burde vi i stedet begynde med at anerkende, at det er en tung og vigtig opgave at lede den offentlige sektor og tage politisk ansvar i en tid, hvor sandhed, fakta og demokratiske institutioner er under pres.

Vi taler for lidt om meningen

Når vi offentligt taler om politikeres arbejde, handler det ofte om travlhed, angreb fra modstandere og hårde prioriteringer. Politikerne glemmer måske at sige højt, at det faktisk er dybt meningsfuldt at lave politik – fordi man kan flytte noget, når man har fået vælgernes mandat.

Det samme gælder for offentlige chefer. Fortællingen om deres hverdag handler om kontrolkrav, kritik, nedskæringer og politisk detailstyring. Vi får alt for sjældent fortalt den anden halvdel: at det kan være utrolig tilfredsstillende at skabe bedre velfærd, udvikle skoler og plejehjem, stå i spidsen for store forandringer og være med til at forvalte vores fælles skattekroner klogt.

Hvis vi vil have flere til at tage ansvar, er vi nødt til at tale det op. Vi skal vise, hvorfor det er attraktivt at lede den offentlige sektor – ikke kun, hvorfor det er hårdt.

Lad os bakke op – ikke skubbe væk

Vi er i fuld gang med at skabe et samfund, hvor det er utaknemmeligt at tage ansvar. Hvor politikere og ledere må tåle en tone og en mistænkeliggørelse, som vi aldrig ville acceptere i vores egen hverdag.

Det er hverken godt for demokratiet eller for den offentlige sektor. For hvis de dygtigste, mest eftertænksomme og mest ansvarlige mennesker fravælger at stille sig forrest i organiseringen af vores allesammens fællesskab, overlader vi scenen til dem, der bare vil have magt for magtens skyld eller er ligeglade med prisen – eller ikke forstår den.

Vi har alle et ansvar: vælgere, borgere, medier – og os, der rekrutterer og udvikler offentlige ledere. Vi skal være med til at skabe et ledelsesmiljø, hvor det er muligt at lave fejl, lære, rette op – og stadig være en respekteret leder eller politiker.

Demokrati handler om, at nogle tager et ansvar på vores fælles vegne. Lad os begynde med at takke dem, der tør stille sig frem – og give dem ordentlige vilkår at gøre det under. Ellers er der en dag ingen, der stiller op.

Se alle updates