Vil du være med til at tage digitaliseringen af sundhedsvæsenet til næste niveau og blive en del af Digital Sundhed Danmarks arbejde med at understøtte sundhedsreformen? Så skal du søge en af de to ledige stillinger som udviklingschef i den del af organisationen, der arbejder med sundhed.dk og MinSundhed-appen.
En organisation i bevægelse
Organisationen sundhed.dk bliver pr. 1. januar 2027 en del af Digital Sundhed Danmark, der samler Sundhedsdatastyrelsen, MedCom, sundhed.dk og en række regionalt baserede nationale opgaver om en stærk, fælles ambition. Digital Sundhed Danmark er nemlig sat i verden for med data og digitalisering at skabe et mere nært, lige og sammenhængende sundhedsvæsen for borgere, patienter og sundhedspersonale i hele Danmark.
Lige nu er der en unik mulighed for at blive en del af Digital Sundhed Danmark, idet vi søger to chefer til at stille sig i spidsen for den del af it-produktionen, der tager sit udspring i de løsninger, der knytter sig til sundhed.dk-portalen og MinSundhed-appen. De to platforme bliver årligt brugt over 50 millioner gange af borgere og sundhedsfaglige til at se fx prøvesvar, journaler eller finde viden om sundhed og sygdom.
Sammen med resten af Digital Sundhed Danmark står de to udviklingschefer over for en spændende tid, hvor vi skal etablere og udvikle vores nye organisation og understøtte sundhedsvæsenet med, at borgere, patienter og sundhedspersonale kan tilgå alle relevante sundhedsdata og klare flest mulige behov digitalt.
Det skal vores nye udviklingschefer stå i spidsen for
De to udviklingschefer får samlet ansvar for udvikling, drift og videreudvikling af sundhed.dk og MinSundhed-appen. Opgaverne spænder fra drift af forretningskritiske systemer og infrastruktur til udvikling og vedligehold af nationale sundhedsløsninger. Samtidig bliver der arbejdet systematisk med en omfattende modernisering af systemlandskabet, herunder med implementering af ny teknologi.
Informationssikkerhed, cybersikkerhed og databeskyttelse er en integreret del af alle leverancer. Det samlede it-område arbejder målrettet på at sikre, at platformene lever op til de højeste krav om robusthed, compliance og beskyttelse af følsomme sundhedsdata, samtidig med at organisationen kan udvikle nye løsninger til borgere og sundhedsprofessionelle hurtigt, effektivt og skalerbart.
Forbedringer og videreudvikling af funktionaliteter på platformene bliver realiseret i et tæt samarbejde med kolleger i andre dele af organisationen, med parterne i resten af sundhedsvæsenet og med inddragelse af slutbrugerne.
Som udviklingschef får man ansvar for en enhed bestående af 4-5 it-udviklings- og driftsteam. Man har personaleansvaret for teamlederne, der har personaleansvaret for teammedlemmerne. Et udviklerteam består i udgangspunktet af it-udviklere, testere og product owners. Dertil kommer eksterne it-udviklere, der indgår i den daglige opgaveløsning på samme måde som de fastansatte medarbejdere. Samlet får hver chef således ansvaret for 3-4 teamledere og omkring 50 medarbejdere.
Der arbejdes efter DevOps-metoden og med et ambitiøst niveau for styring og planlægning, der skaber afsættet for et agilt produktionsmiljø og for en hensigtsmæssig balancering mellem vedligeholdelses- og videreudviklingsindsatser.
Udviklingschefen varetager det overordnede ansvar for faglig retning, for kvalitet og for prioritering på tværs af egne teams og – i samspil med den anden udviklingschef – på tværs af samtlige teams.
Din uddannelse, erfaringer og personlige kvalifikationer
Som udviklingschef skal du være en synlig og samlende leder, og du skal evne at løfte både den daglige ledelse og den langsigtede udvikling i tæt samarbejde med din chefkollega.
Du skal skabe retning, udvikle kompetencer og sikre et stærkt samarbejde på tværs af fagligheder. Du skal i samspil med resten af Digital Sundhed Danmark sikre, at teknologiske investeringer omsættes til løsninger, som både understøtter nye forretnings- og brugerbehov, efterlever øgede krav til sikkerhed og compliance og udnytter mulighederne i de nyeste teknologier.
Du skal skabe følgeskab om de nødvendige forandringer og navigere sikkert i et komplekst samarbejde med leverandører, regioner, kommuner, statslige myndigheder og øvrige samarbejdspartnere. Med blik for både drift, udvikling og mennesker skal du sikre, at området fortsat leverer løsninger af høj kvalitet til gavn for borgere og sundhedsprofessionelle – både i dag og i fremtiden.
Vi forestiller os, at ansøgere til de to stillinger har uddannelsesbaggrund på kandidatniveau og erfaringer fra digitaliseringstunge offentlige eller private organisationer – herunder erfaring med drift, udvikling og vedligehold af digitale platforme og implementering af ny teknologi.
Solid ledelseserfaring – gerne med ledelse af ledere – er en forudsætning, ligesom det er afgørende, at du både kan dokumentere gode faglige resultater og erfaringer med at sikre trivsel og motivation blandt medarbejdere i en it-produktion i en tid præget af mange forandringer.
Stærke samarbejdsevner er et must i stillingerne, hvor du både har vigtige samarbejdsrelationer internt i organisationen og ud mod samarbejdspartnere og leverandører.
Vi tilbyder
Som udviklingschef bliver du en del af et fagligt stærkt og engageret it-produktionsmiljø. Du træder til på et tidspunkt, hvor Digital Sundhed Danmark er i etableringsfasen, og hvor du sammen med resten af den nyetablerede ledelsesgruppe og medarbejderne skal lægge linjerne for, hvordan stærke ambitioner skal omsættes til resultater, der gør en positiv forskel for det samlede sundhedsvæsen.
Digital Sundhed Danmark har lokaler i både København, Odense og Aalborg. I første omgang vil de fleste af dine arbejdsdage foregå fra lokaler på Dampfærgevej i København Ø, men der planlægges efter at samle københavner-medarbejderne på Ørestad Boulevard. Der kan også forventes jævnlig mødeaktivitet i både Odense og Aalborg.
Hvis du vil vide mere
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Genitor, Associeret partner Stine Rasmussen på telefon: +45 31 41 98 08 eller mail sr@genitor.dk.
Er du interesseret?
Ansøgningsfristen er den 30. september 2026, og vi forventer at holde første runde af samtaler i uge 41, tirsdag og fredag, og anden runde i uge 43, tirsdag og torsdag. Går man videre til runde to, kan man forvente at skulle igennem et testforløb.
Om ansættelsen
Du ansættes i henhold til den til enhver tid gældende rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten, som er den overenskomst, som Digital Sundhed Danmark ansætter efter. Du indplaceres her i gruppe 1 (lønramme 37). Alt efter hvornår du har mulighed for at starte, kan der blive tale om en kort, indledende periode med ansættelse som chef i henhold til aftale for chefer på det regionale område.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan opretholde godkendelsen under ansættelsen.
Ansøg