Det er et godt arbejdsmiljø, der venter den kommende direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse i Odder Kommune. Her er enkle strukturer og mennesker, der mødes i øjenhøjde. Borgere, politikere, fagprofessionelle og embedsfolk kender hinanden og omgås i en uhøjtidelig atmosfære, og der er et ualmindelig godt samarbejde i kommunalbestyrelsen. Det er et miljø, der giver gode muligheder for en ny direktør, der gerne vil sætte sit præg sammen med andre og se resultater af sit arbejde.

Den nyvalgte kommunalbestyrelse har sine visioner på plads, og politikker og strategier er opdaterede. Nu skal visionerne på bl.a. velfærdsområderne føres ud i livet med livsmestring, egne valg, trivsel og fællesskab som nogle af nøgleordene. Det indebærer, at der skal arbejdes endnu mere med tværfaglighed og udvikling i den dejlig overskuelige kommunale organisation.

Når den nye direktør skal findes, vil der blive lagt vægt på stærk faglig indsigt, faglige visioner og erfaring med at styre en udfordret økonomi. De menneskelige egenskaber vægter lige så højt, fordi den brede kontaktflade og den dialogbaserede ledelse betyder alt.

Den kommende direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse vil træde ind i direktionen sammen med sin direktørkollega, der ansættes samtidig af samme ansættelsesudvalg. Med kommunaldirektøren for bordenden skal de tre finde hinanden og finde sammen om det fælles lederskab, der skal bringe Odder Kommune videre.

Læs den uddybende job- og personprofil her. Få flere oplysninger hos kommunaldirektør Henning Haahr Pedersen på tlf. 4019 1136 eller chefkonsulent i Genitor Lisbeth Binderup på tlf. 2049 5140.

Søg jobbet senest tirsdag den 11. oktober 2022.

Ansøg