Aalborg Zoo søger en strategisk, visionær og relationsstærk direktør, der kan lede transformationen mod fremtidens zoologiske have – en moderne, bæredygtig og publikumsorienteret kulturinstitution med stærke rødder i naturbevaring og formidling.
Aalborg Zoo fejrede i april 2025 sit 90-års jubilæum og har en lang og stolt historie som Aalborgs mest populære besøgsmål. Haven har gennemgået en markant udvikling – fra traditionel dyreudstilling til en moderne institution, hvor naturbevaring og dertilhørende engagerende oplevelser er den vigtigste opgave.
Som direktør får du det overordnede ansvar for den daglige ledelse, drift og strategiske udvikling af Aalborg Zoo, herunder bestyrelsesbetjening og ledelse af ca. 50 fastansatte samt et større antal timeansatte.
Stillingen kræver solid ledelseserfaring, stærke kompetencer inden for forandringsledelse samt evne til at bygge netværk og samarbejde med både politiske og kommercielle aktører. Det er afgørende, at du har dine ledelsesværdier på plads, har en empatisk og anerkendende ledelsesstil samtidig med, at du kan stå fast og at du er en dygtig kommunikator, der kan skabe engagement, dialog og samarbejde på tværs af organisationen.
En af dine centrale opgaver bliver at definere Aalborg Zoos fremtidige rolle og relevans i samfundet med fokus på udviklingen som naturbevarings- og oplevelsescenter. Du skal sikre balancen mellem dyrevelfærd, økonomisk bæredygtighed og publikumsudvikling – og drive den strategiske omstilling samt den nødvendige kultur- og organisationsudvikling i tæt samarbejde med bestyrelse, ledere og medarbejdere.
Du skal formidle og positionere Aalborg Zoo som en væsentlig national og international aktør inden for naturbevaring, dyrevelfærd og biodiversitet, og sikre, at haven skaber oplevelser, der forbinder mennesker med naturen, engagerer og oplyser.
Timingen for at tiltræde som direktør er ideel. Der skal udarbejdes en ny strategi, og du får stor mulighed for at præge organisationen og sammensætte et stærkt ledelsesteam.
Du kan læse mere om stillingen i job- og personprofilen. Hvis du har spørgsmål om jobbet er du meget velkommen til at kontakte bestyrelsesformand Mette Ekstrøm på tlf. 6091 8074 eller partner i Genitor Tina Overgaard på tlf. 3141 0582 eller to@genitor.dk.
Ansøgningsfristen er den 12. februar 2026.