Løngabet mellem private og offentlige ledere er vokset konstant de sidste 20 år. Politikere og topledere i den offentlige sektor har nu en bunden opgave: De skal sikre, at de offentlige arbejdspladser, de leder, fortsat kan tiltrække og tilknytte dygtige ledere. Det haster, hvis vi ikke skal ende med en lederløs offentlig sektor.

Når man spørger unge, så er der færre, der ønsker at blive ledere. Og de få, der ønsker at blive ledere, ønsker stort set allesammen at blive ledere i den private sektor. Samtidig står mange offentlige ledere over for at gå på pension. Det giver en stor rekrutteringsudfordring.

Rockwool Fonden har for nylig udgivet en undersøgelse, der viser, at løngabet mellem den offentlige og den private sektor er steget konstant de sidste 20 år. I undersøgelsen siges det, at for de mest talentfulde offentlige ledere er det i dag ”markant mere attraktivt at arbejde i den private sektor”. Og Rockwool Fonden sætter tal på: Markant mere attraktivt betyder 2 ½ til 3 gange mere i løn i den private sektor. Det er voldsomt, og det gør rekrutteringsudfordringen endnu større.

Hvis vi fremskriver udviklingen, så bliver den private og den offentlige sektor parallelsamfund med et A-hold af ledere i den private sektor og et B-hold i den offentlige sektor, og der vil være meget ringe mobilitet mellem de to sektorer – og kun envejstrafik: fra den offentlige sektor til den private sektor. Med en yderligere fremskrivning, så ender den offentlige sektor med at være lederløs, fordi alle med lederambitioner og -kom­pe­tencer fravælger den offentlige sektor. 

Det er selvfølgelig uholdbart. Vi har en markant fælles interesse i, at vi fortsat har dygtige offentlige ledere, for velfærdssamfundet står over for meget store udfordringer i de kommende år. Det er derfor på høje tid at diskutere, hvordan vi skaber mere attraktive offentlige lederstillinger.

Den offentlige sektor er politisk ledet. Det betyder, at regeringen, regionsrådene og kommunal­bestyrelserne allesammen har meget vigtige arbejdsgiverroller at varetage: De skal sikre, at de arbejdspladser, de er i spidsen for, er i stand til at tiltrække og tilknytte dygtige ledere og medarbejdere. Det er en bunden opgave, de er nødt til at blive enige om at løse – uanset om de er politisk uenige om alt andet. Der er to ting, politikerne kan gøre til en start, som vel at mærke ikke koster noget:

• Man kan frisætte de offentlige arbejdspladser. Det handler om at sætte lederne fri til at løse deres kerneopgaver og at sætte dem fri fra regler og detailregulering. Politikerne kan gøre sig umage med tydeligt at definere, hvilke opgaver der skal løses, og hvorfor de skal løses, og så kan politikerne give ledere og medarbejdere ledelses- og handlerum, til at vurdere, hvordan opgaverne løses bedst muligt. Mange offentlige ledere og medarbejdere er drevet af at være en del af noget større og at bidrage til det fælles bedste. Det skal de have mulighed for – også selvom det undtagelsesvist kan ende i møgsager. (Det er her, politikerne skal vise formatet og undlade at forfalde til mikro­management).
• Man kan tage ansvar og stå på mål for de politiske beslutninger, man træffer, og det får de konse­kvenser, som beslutninger (eller mangel på beslutninger) har. Man kan lade være at kritisere em­beds­mænd i pressen, fordi loyale embedsmænd er afskåret fra at forsvare sig selv – og man kan måske, hvis man er meget fantasifuld, forestille sig en politisk ledelse, der bare en gang imellem offentligt anerkender de dygtige ledere og medarbejdere, der arbejder for dem.

For nogle år siden indrykkede en enig kommunalbestyrelse i Vordingborg Kommune en annonce i lokalavisen, hvor de skrev: ”Hvis man har kritik eller behov for at ytre sine holdninger, så ret det mod os politikere, som lokalt og nationalt har ansvaret for det regelsæt, de ansatte i kommunens forskellige områder arbejder efter.” I en anden kommune har medarbejderne i Hovedudvalget indrykket en annonce i lokalpressen, hvor de opfordrer kommunalbestyrelsen til at stoppe med at kritisere embedsmændene offentligt. Det er en verden til forskel.

Toplederne i den offentlige sektor kan også gøre en forskel. Der er to steder, hvor de kan starte:

• De kan, som enkelte kommunaldirektører gør, tage opgaven at udøve omdømmeledelse på sig. Det handler om proaktivt at fortælle de mange gode historier, der er om den offentlige sektor. Det er ikke nok at reagere defensivt og tage til genmæle, når der er kritik af enkeltsager i pressen. Ny forskning fra Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse viser, at omdømmeledelse har en positiv effekt indadtil i organisationen.
• De kan udøve talentledelse. Det handler om tre ting: at spotte de talenter, der er i organisationen, at give dem mulighed for at afprøve og udvikle deres kompetencer og at tilknytte dem, så de er motiverede for at blive i organisationen. Det er vores erfaring, at der er masser af talent i den offentlige sektor, men det er desværre også vores oplevelse, at der er for lidt talentledelse.

Der er selvfølgelig også den mulighed, at den offentlige sektor konkurrerer med den private sektor på lederlønninger. Det kan blive dyrt – meget dyrt. Det kan også kan blive meget dyrt, hvis løngabet fortsætter med at stige.

Af Henning Meldgaard og Tina Overgaard, partnere i Genitor

Bragt online i Altinget.