Løngabet mellem private og offentlige ledere er vokset konstant de sidste 20 år. Politikere og topledere i den offentlige sektor har nu en bunden opgave: De skal sikre, at de offentlige arbejdspladser, de leder, fortsat kan tiltrække og tilknytte dygtige ledere. Det haster, hvis vi ikke skal ende med en lederløs offentlig sektor.
Når man spørger unge, så er der færre, der ønsker at blive ledere. Og de få, der ønsker at blive ledere, ønsker stort set allesammen at blive ledere i den private sektor. Samtidig står mange offentlige ledere over for at gå på pension. Det giver en stor rekrutteringsudfordring.
Rockwool Fonden har for nylig udgivet en undersøgelse, der viser, at løngabet mellem den offentlige og den private sektor er steget konstant de sidste 20 år. I undersøgelsen siges det, at for de mest talentfulde offentlige ledere er det i dag ”markant mere attraktivt at arbejde i den private sektor”. Og Rockwool Fonden sætter tal på: Markant mere attraktivt betyder 2 ½ til 3 gange mere i løn i den private sektor. Det er voldsomt, og det gør rekrutteringsudfordringen endnu større.
Hvis vi fremskriver udviklingen, så bliver den private og den offentlige sektor parallelsamfund med et A-hold af ledere i den private sektor og et B-hold i den offentlige sektor, og der vil være meget ringe mobilitet mellem de to sektorer – og kun envejstrafik: fra den offentlige sektor til den private sektor. Med en yderligere fremskrivning, så ender den offentlige sektor med at være lederløs, fordi alle med lederambitioner og -kompetencer fravælger den offentlige sektor.
Det er selvfølgelig uholdbart. Vi har en markant fælles interesse i, at vi fortsat har dygtige offentlige ledere, for velfærdssamfundet står over for meget store udfordringer i de kommende år. Det er derfor på høje tid at diskutere, hvordan vi skaber mere attraktive offentlige lederstillinger.
Den offentlige sektor er politisk ledet. Det betyder, at regeringen, regionsrådene og kommunalbestyrelserne allesammen har meget vigtige arbejdsgiverroller at varetage: De skal sikre, at de arbejdspladser, de er i spidsen for, er i stand til at tiltrække og tilknytte dygtige ledere og medarbejdere. Det er en bunden opgave, de er nødt til at blive enige om at løse – uanset om de er politisk uenige om alt andet. Der er to ting, politikerne kan gøre til en start, som vel at mærke ikke koster noget:
For nogle år siden indrykkede en enig kommunalbestyrelse i Vordingborg Kommune en annonce i lokalavisen, hvor de skrev: ”Hvis man har kritik eller behov for at ytre sine holdninger, så ret det mod os politikere, som lokalt og nationalt har ansvaret for det regelsæt, de ansatte i kommunens forskellige områder arbejder efter.” I en anden kommune har medarbejderne i Hovedudvalget indrykket en annonce i lokalpressen, hvor de opfordrer kommunalbestyrelsen til at stoppe med at kritisere embedsmændene offentligt. Det er en verden til forskel.
Toplederne i den offentlige sektor kan også gøre en forskel. Der er to steder, hvor de kan starte:
Der er selvfølgelig også den mulighed, at den offentlige sektor konkurrerer med den private sektor på lederlønninger. Det kan blive dyrt – meget dyrt. Det kan også kan blive meget dyrt, hvis løngabet fortsætter med at stige.
Af Henning Meldgaard og Tina Overgaard, partnere i Genitor
Bragt online i Altinget.