Alle taler om frisættelse, for der er meget bred enighed om, at frisættelse er godt. Vi er enige: frisættelse ER godt! – og det er også let at være enig.
”Lad medarbejderne bruge deres gode hoveder og varme hjerter. Lad os pårørende være mere sammen med vores gamle. Lad de ældre få den kærlighed og pleje, som livets efterår kræver. Jeg ved, at forslaget vil møde modstand”, sagde statsminister Mette Frederiksen i nytårstalen 2022. Men her tog hun fejl. Der er selvfølgelig ingen, der vil argumentere imod, at medarbejderne får lov at bruge deres gode hoveder og varme hjerter. Og der er selvfølgelig heller ingen, der er så kyniske, at de vil argumentere imod, at de ældre får den kærlighed og pleje, som livets efterår kræver. Når frisættelse handler om gode hoveder, varme hjerter og kærlighed, så er alle selvfølgelig enige.
Men enigheden om frisættelse afspejler, at vi taler meget abstrakt, eller at vi taler forbi hinanden. Der er få, der gør sig umage med at tydeliggøre, hvem der mere konkret skal frisættes fra hvad – endnu færre, der tydeliggør hvem, der skal frisættes til hvad.
Er det brugerne, der skal have frie valg? Er det professionerne – skolelærerne, pædagogerne, sygeplejerskerne m.fl. – der skal frisættes fra (institutions)ledelse? Er det institutioner, der skal frisættes fra kommunalbestyrelser? Er det kommuner, der skal frisættes fra statslig regulering og bureaukrati?
Svarene er tilsyneladende ja, ja, ja og ja. Men kan på samme tid frisætte brugerne, professionerne, institutionerne og kommunerne? Hænger det sammen? Det korte svar er nej. Der er ikke nogen sammenhæng, men vi er også fri for en sammenhængende forvaltningspolitik. Og i fraværet af en sammenhængende forvaltningspolitik frisættes der i alle mulige retninger.
Men i den virkelige verden gør det en forskel, om man sigter efter at frisætte på den ene eller anden måde. To konkrete aftaler illustrerer pointen:
Sat på spidsen: Frisættelse kan udtømme eller udvide det kommunale selvstyre. Her må man træffe et valg. For os er det kommunale selvstyre så værdifuldt, at vi skal frisætte for at udvide det kommunale selvstyre.
Det er oplagt, at det indebærer forskellige roller for politikere, topledere, institutionsledere og medarbejdere, om man frisætter på den ene eller anden måde. Man kan tilføje, at det faktisk gør så stor en forskel, at man næsten skylder kommunalpolitikerne at fortælle dem, hvilken frisættelse man sigter mod. Ikke mindst i lyset af, at der er kommunalvalg i efteråret – og fordi det mange steder kniber med at finde tilstrækkeligt mange kandidater.
Ifølge ordnet.dk har ordet frisætte to betydninger. Den ene er at frigøre fra noget hæmmende, begrænsende, kontrollerende eller undertrykkende. Den anden betydning er at afskedige; at fritstille.
Den nye aftale om reform af beskæftigelsesindsatsen fra april 2025 omtales af forligspartierne som danmarkshistoriens største forenkling af beskæftigelsesindsatsen, og den indeholder rigtig mange gode elementer.
Aftalen kan læses sådan, at der frisættes i begge betydninger. I kommunerne forstås. Kommunerne får mulighed for at indrette og organisere indsatsen efter lokale forhold, og aftalen medfører også afskedigelser i kommunerne. Aftalen kan også læses sådan, at der ikke frisættes i nogen af betydningerne i det statslige system – hverken i Beskæftigelsesministeriets departement eller i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR). Departementet er ikke nævnt med et ord i aftalen, og i forhold til STAR omtales en ny aktiv rolle i forhold til at opsamle og formidle viden, og der afsættes en ny pulje på 25 mio. kr. i 2027-2030 til at følge op på og evaluere initiativer i beskæftigelsesindsatsen. Aftalen medfører færre regler og færre kommunalt ansatte. Og flere statslig ansatte?
Det rejser et spørgsmål. Når nu frisættelse er så god en ide, hvorfor frisættes der så ikke i staten? Regeringen har længe talt om frisættelse – og som statsministeren bemærkede i sin omtalte nytårstale, så har de foregående seks statsministre også talt om det. På trods af det er der – så vidt vi ved – ikke én regering, der har foreslået at frisætte én eneste styrelse eller at frisætte (blot dele af) et departement. Hvorfor er tanken om frisættelse så umulig i den statslige sektor?
Vi vil gerne foreslå, at Folketinget formulerer en sammenhængende forvaltningspolitik, der bl.a. indeholder sigtelinjer for frisættelse i HELE den offentlige sektor. Vi vil også foreslå, at frisættelsen sigter på at udvide det kommunale selvstyre. Vi ved, at forslaget vil møde modstand.
Af Henning Meldgaard og Tina Overgaard, partnere i Genitor
