Illustration af Knud Andersen

Vi lever i en tid, hvor der bliver mere og mere behov for god ledelse – en tid med stadig flere komplekse udfordringer.  Og vi lever i en tid, hvor god ledelse betyder mere og mere – hvor gode ledere kan gøre en stadig større forskel. 

Men vi lever desværre også i en tid, hvor der er færre og færre, der ønsker at blive ledere. Og hvor endnu færre ønsker at blive ledere i den offentlige sektor. Samtidig er mange dygtige offentlige ledere på vej på pension. Det stiller den offentlige sektor over for en kæmpe udfordring med at rekruttere dygtige ledere. 

Derfor er der to opgaver, der trænger sig på for toplederne i den offentlige sektor. 

Den første handler om at spotte de talenter, der er i organisationen, og sørge for, at der altid er en kronprins/kronprinsesse, der er klar til at tage over, hvis toplederen selv får en tagsten i hovedet – eller vælger at abdicere. Det er rettidig omhu at sørge for, at arvefølgen er sikret. (Det er ikke sikkert, at kronprinsen/kronprinsessen er den bedst egnede – og derfor heller ikke sikkert, at han/hun ender med at få toplederjobbet, når det skal besættes). 

Den anden handler om at sørge for at udvikle de talenter, der er i organisationen. Lav talentudviklingsprogrammer, hvor talenterne udfordres og får mulighed for i praksis at afprøve deres talent. Talent hænger ikke på træerne, men talent kan dyrkes. Det er om at komme i gang: 

I bedste fald så gennemføres talentudviklingsprogrammer i samarbejde med andre virksomheder – både offentlige, halv-offentlige og private. Så øges kendskabet på tværs af sektorer, og så bliver det nemmere at samarbejde om at løse de kæmpe udfordringer, vi står overfor – udfordringer, som ikke kan løses af den offentlige sektor alene. 

Vi håber meget på en offentlig sektor, og et samlet kongerige i det hele taget, hvor alle i 2024 vil være forbundne, forpligtet på talentudvikling

PS! I en tid, hvor det er svært at rekruttere ledere i den offentlige sektor, er det vigtigt, at flere offentlige ledere påtager sig den opgave, det er at være med til at tale offentlig ledelse op. Kronprins Frederik lagde navn til Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse på Aarhus Universitet. De forsker bl.a. i omdømmeledelse. Det må mange offentlige ledere gerne udøve meget mere af. 

Af Henning Meldgaard Nielsen og Tina Overgaard, partnere i Genitor

Bragt i Altinget.