Illustration af Knud Andersen

Regeringen arbejder på en frisættelse af den offentlige sektor, og regeringen har valgt at starte med ældreområdet. En alvorlig bivirkning kan meget vel blive, at det kommunale selvstyre gradvist afvikles. 

Regeringen arbejder på en omfattende frisættelse af den offentlige sektor, og regeringen har besluttet at begynde på ældreområdet med en ny ældrelov. Sigtet er ifølge regeringens 2030-plan bl.a. at give de ældre reel selvbestemmelse, at udvide det frie valg, så private leverandører får flere muligheder for at levere ældrepleje, og at afskaffe unødigt bureaukrati og kontrol. 

Mere konkret har ældreministeren lagt op til, at de kommunale plejecentre skal være selvstyrende institutioner. Inspirationen kommer fra landets gymnasier, som i dag er selvejende statslige institutioner med egne bestyrelser og egen driftsøkonomi. Plejecentrene skal have frihedsgrader som private virksomheder, og plejecenterlederne skal tættere på borgerne og have plads og frihed til reelt at kunne lede til gavn for borgerne. 

I lyset af de sager om svigt og forråelse i ældreplejen, der har været de sidste år, så lyder tankerne om frisættelse af ældreområdet rigtig gode. Det er måske for godt til at være sandt. 

Der er en væsentlig risiko for, at det kommunale selvstyre gradvis afskaffes som en (utilsigtet?) bivirkning af frisættelsen. 

Det kommunale selvstyre er i skåltaler traditionelt tillagt stor værdi af to grunde: 

  1. Det giver mulighed for at finde løsninger, der passer til de lokale forhold, herunder at tilpasse skat og service til lokale ønsker og behov.
  2. Det kommunale selvstyre danner ramme om et aktivt lokalt demokrati. 

De sidste år er den statslige styring af den kommunale økonomi med budgetlov og service- og anlægsrammer blevet så stram, at muligheder for lokalt at tilpasse skat og service er væsentlig forringet. 

Hvis de kommunale plejecentre nu frisættes med gymnasierne som model, og kommunalbestyrelsernes rolle alene bliver at have ansvar for visitation og at betale en samlet regning, som man ikke har stor indflydelse på, så bliver det svært at tale om det kommunale selvstyre som ramme om et aktivt lokalt demokrati. I særdeleshed hvis frisættelse af folkeskoler og daginstitutioner følger efter med samme model. Kommunalbestyrelsernes indflydelse på de helt centrale velfærdsopgaver reduceres væsentligt. Giver det herefter mening at tale om en kommunal ældrepolitik eller en kommunal børne- og ungepolitik? 

Regeringen har netop besluttet at udskyde den nye ældrelov. Den forventes nu først at komme tidligt i 2024. Det bliver regeringen selvfølgelig kritiseret for af oppositionen. Men der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Vi håber, at regeringen vælger at bruge tiden på at afklare og beskrive de bivirkninger frisættelsen vil have i forhold til det kommunale selvstyre. 

Det er på høje tid at diskutere, om vi vil afvikle eller udvikle det kommunale selvstyre. 

PS! Regeringen har nedsat en sundhedsstrukturkommission, der ifølge kommissoriet skal udarbejde et beslutningsgrundlag, som fordomsfrit opstiller og belyser modeller for den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet. Modellerne skal understøtte et forebyggende og sammenhængende sundhedsvæsen med mere lighed, og som er mere nært og bæredygtigt. Kommissionen skal afrapportere i foråret 2024 – formentlig efter regeringen præsenterer sit forslag til en ny ældrelov. Det ligner et seriøst benspænd for strukturkommissionen. Hvordan etablerer man et sammenhængende sundhedsvæsen, når den kommunale ældrepleje er atomiseret i 950 selvstændige plejecentre? 

Af Henning Meldgaard Nielsen og Tina Overgaard, partnere i Genitor

Bragt i Politiken.