”Rent retligt” har statsminister Mette Frederiksen ikke ansvar for beslutningen om at aflive alle mink. Det giver hun udtryk for i Minkkommissionen. Og det har hun sikkert ret i. Regeringens koordinationsudvalg træffer ikke beslutninger. Rent retligt. Det er der givetvis nogle, der gerne vil diskutere langt og længe. Vi synes, at diskussionen skal flyttes, for man får sjældent meget ud af at diskutere, hvem der har ansvar – rent retligt. Ansvar er nemlig en kemisk forbindelse, der opløses i jura.

Lad os blot nævne tre af de mere absurde eksempler.

Tibetkommissionen vurderede, at to mellemledere i Københavns Politi var de ansvarlige, da borgere fik frataget deres grundlovssikrede ret til at demonstrere mod den kinesiske topledelse. Det var så langt ude – eller for at være mere præcise – så langt nede i organisationen, at det er svært at forestille sig. Uanset hvor initiativrige de to mellemledere, så end har været, så har de næppe selv fundet på, at den kinesiske ledelse ikke må se et tibetansk flag under et statsbesøg. Tibetkommissionen er siden blevet gennedsat, og nu venter vi spændt på, hvem der denne gang får ansvaret – rent retligt.

Advokatfirmaet Bech-Bruun blev efter sagen om refusion af udbytteskat bedt om at foretage en vurdering af, om der var grundlag for at indlede sager om disciplinært eller ansættelsesretligt ansvar mod embedsmænd. Bech-Bruun skrev i deres rapport, at ”det er vores opfattelse, at det forhold, at opgaven med udbytteskat var fordelt på flere enheder i SKAT, og at der var betydelig usikkerhed om, hvem der havde ansvar for de enkelte arbejdshandlinger, og at SKATs organisering på området dermed må karakteriseres som utilstrækkelig har medvirket til at gøre det vanskeligt at skabe et overblik over den samlede proces og dermed sikre en klar ansvarsfordeling”. Det er en kringlet formulering, men på almindeligt dansk betyder det: Hvis man organiserer sig tilpas uansvarligt, så er der ingen, der kan holdes ansvarlig. Rent retligt. SKAT var dengang organiseret som en enhedsorganisation. Man kunne tro, at en enhedsorganisation er kendetegnet ved, at ansvaret i sidste ende kan placeres ét sted. Hvor svært kan det være? Tilsyneladende meget svært! Rent retligt.

Kammeradvokaten undersøgte for noget tid siden nepotisme i Forsvarets top. Kammeradvokaten konkluderer her, at departementschefen ikke kunne drages til ansvar. Han deltog godt nok i møder, hvor hans kærestes forhold blev drøftet, men kammeradvokaten vurderede, at departementschefen ikke deltog i sagsbehandlingen, fordi han ikke sagde noget. Kan man forestille sig, at departementschefens ved sin blotte tilstedeværelse kunne påvirke en beslutning? Ja, det er vel ret banalt. Men det er ikke jura. Og derfor kunne departementschefen ifølge kammeradvokaten ikke holdes ansvarlig. Rent retligt.

Kan man forestille sig, at den øverste ledelse i en organisation, som udgangspunkt er ansvarlig for det, der foregår i organisationen? Det triste svar er tilsyneladende: Nej, det kan man ikke. Rent retligt.

I stedet for at spørge, hvem der – rent retligt – har ansvar, så er det i de fleste tilfælde meget mere interessant at drøfte, hvem der reelt har ansvaret. Og dét spørgsmål handler i bund og grund om god ledelse.

Der kan ske fejl i alle organisationer. Men hvis der er god ledelse, så lærer man af fejlene, og så kommer organisationen videre. Hvis der ikke er udvist god ledelse, så skal ledelsen enten kompetenceudvikles eller afvikles. Så organisationen kan komme videre.

Spørgsmålet om, hvem der reelt har ansvar, er et bøvlet spørgsmål. For man kan ikke bede advokater om at vurdere, om der udøves god ledelse. Det fører kun til en faktura fra advokaten.

Den overordnede ledelse – og det gælder uanset, om det er politikere eller topembedsmænd – må selv vurdere, om den underordnede udøver god ledelse. Og den overordnede ledelse må selv stå på mål og tage ansvar for den vurdering. Rent faktisk.

Af Henning Meldgaard Nielsen og Tina Overgaard, partnere i Genitor

Bragt på Altinget d. 15. december 2021.

Se alle updates