Politikere på Christiansborg er efter sigende frustrerede over, at de har svært ved at få et godt job, hvis de ønsker at forlade borgen.

I det lys har Socialdemokratiet og Venstre besluttet, at Regeringen kan udnævne politikere til ambassadører eller embedsmænd i Udenrigstjenesten. Udenrigsminister Jeppe Kofod har argumenteret for, at i helt særlige tilfælde, hvor politikere har nogle særligt relevante profiler, skal det være muligt – uden forudgående stillingsopslag – at udnævne politikere til ambassadører. For at styrke Danmarks interessevaretagelse i verden forstås. Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen støtter ideen: ”Hvis du kigger på en ambassadør i 2021, så er det faktisk en rolle, som for eksempel skal være god til at tale med politikere, organisationer og presse, ligesom de skal være god til sociale medier. Meget af det, man faktisk også gør som politiker”, siger han. (Lidt drilsk kan man sige, at med den argumentation kvalificerer Michael Aastrup Jensen sig næppe selv).

Man kan få den kætterske tanke, at det her er politikernes interesser, der bliver varetaget snarere end Danmarks. For argumentationen holder ikke. Selvfølgelig er der politikere, der har helt særlige kvalifikationer, og derfor kan de også søge stillinger på lige fod med alle andre.

Man kan også få den tanke, at Christiansborg politikerne har skudt sig selv godt og grundigt i begge fødder. Kristian Jensen bliver udpeget som ny særlig repræsentant. Han har helt sikkert mange kompetencer, og han bliver sikkert en rigtig dygtig repræsentant. Så stort tillykke til ham! Men forslaget om politisk udpegede ambassadører/embedsmænd, og den måde det er gennemført på (en ændring af opslagsbekendtgørelsen med en ultra kort høringsfrist) ikke er noget, der aftvinger respekt. Det er derfor heller ikke noget, der generelt styrker Christiansborg-politikernes jobmuligheder. Det kan godt være, at politikere har et problem med at finde attraktive jobs. Men dette er helt sikkert ikke løsningen.

Christiansborg bør lægge op til en principiel diskussion om, hvordan det gøres attraktivt at gå ind i politik, og hvordan det bliver muligt at gå ud af politik. På en ordentlig måde. For dét er oplagt i Danmarks interesse. Der er rigtig mange dygtige politikere på Christiansborg og i kommunerne; mange der har stærke kommunikative evner, som er dygtige til at netværke og til at udøve omverdensledelse. Vi har en fælles interesse i, at disse kompetencer udnyttes bedst muligt, ligesom vi har en fælles interesse i, at mobiliteten på tværs af sektorer øges. Vi vil meget gerne deltage i den debat, og vi vil meget gerne være med til at fremme mobilitet.

De enkelte politikere kan også selv gøre meget. Det handler om i tide at have exit-strategier; i tide at gøre sig overvejelser om, hvilke kompetencer og netværk man vil udvikle, og hvilket omdømme man vil skabe. Det handler også om at være skarp på, hvordan egne kompetencer fra den politiske verden kan oversættes og anvendes i andre sektorer. Og her har man selv en bevisbyrde at løfte: ét er at have spændende kompetencer – man skal også kunne demonstrere dem overfor en kommende arbejdsgiver i en ansættelsesproces. Igen: vi hjælper gerne. Det er for sent, hvis overvejelsen først kommer, når valget er tabt, eller når ministerposten er gået til en anden.

Vi skal gøre det muligt for politikere at gå ud af politik på en ordentlig måde. For deres og for vores allesammens skyld. Det er jo trods alt begrænset, hvor mange ambassadør-poster, vi har.

Af Tina Overgaard og Henning Meldgaard Partnere i Genitor

Bragt på altinget.dk den 18. marts 2021

Se alle updates