Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse omtalte forleden ny forskning. “Embedsmænd kan påvirke politiske beslutninger“, hed overskriften.
Det var vi nok nogle – og formentligt langt de fleste af Altingets læsere – der allerede havde gættet! Men, hvis man nu skal tage ja-hatten på, så kan man sige, at det er godt, at vi nu ved, at vi ved det.
Og, mens vi har ja-hatten på, så vil vi glæde os over, at det faktisk forholder sig sådan, at embedsmænd kan påvirke politiske beslutninger. Og vi vil glæde os endnu mere over, at rigtig mange embedsmænd rent faktisk også gør det.
Landets topembedsmænd i kommuner, regioner og i centraladministrationen har en meget væsentlig rådgiverfunktion. Det er en væsentlig del af deres jobbeskrivelse, at de skal påvirke. Hvis de ikke påvirker politiske beslutninger, så udfylder de ikke deres job. Og så skal vi selvfølgelig tilføje, at det også er meget glædeligt, hvis politikere også påvirker embedsmændene og forvaltningen.
Altinget havde for godt et halvt års tid siden en temadebat om, hvorvidt byrådspolitikere eller embedsmænd bestemmer i kommunerne. Vi har ofte haft en lignende debat om forholdet mellem ministre og embedsmænd.
Det er – i vores optik – en trist problemstilling. At betragte magt som et nulsumsspil kan hurtigt vise sig som en selvopfyldende profeti.
Hvis borgmesteren og kommunaldirektøren slås om magten i en kommune, og hvis de begge betragter den andens tab som deres egen gevinst, så taber de formentligt begge to og ender magtesløse. Og nabokommunen er den sandsynlige vinder i et andet og vigtigere spil, der handler om at skabe vækst og udvikling.
Den meget mere interessante problemstilling handler om, hvorvidt og hvordan politikere og embedsmænd kan hjælpe hinanden med at gøre magt til et plussumsspil; hvordan politikere og embedsmænd hjælper hinanden med sammen at bestemme mere og bedre. Eller kort og godt, hvor politikere og embedsmænd hjælper hinanden med sammen at udøve lederskab.
Udefra set er det i Statsministeriet lykkedes at etablere et plussumsspil mellem statsministeren og departementschefen. Det ser umiddelbart ud til, at de begge vinder, og at de begge får bedre muligheder for at påvirke.
Udefra set er det mere bøvlet i Forsvarsministeriet. Det kan der være mange grunde til. Én af dem er givetvis, at minister og embedsmænd er havnet i et nulsumsspil, hvor begge parter taber. Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse må meget gerne forske i, hvordan man skaber plussumsspillet. Hvad skal der til, for at det lykkes? Hvorfor kan det gå galt?
Mens vi venter på forskningsresultaterne, er et gæt, at det handler om, at politikere og (top)embedsmænd skal være tilpas enige og tilpas uenige. De skal være tilpasse i samspillet og tilpas enige om de grundlæggende spilleregler og den overordnede rolle- og opgavefordeling.
Og så skal de gerne være tilpas uenige, så de kan føre en reel debat, hvor der er mulighed for at vende forskellige perspektiver og dermed styrke og kvalificere beslutningsgrundlaget. Der skal være et tilpas konfliktniveau; der skal være plads til sagskonflikt, uden at det ender i personkonflikt.
Tamilsagen og Instrukssagen har i alle deres ulyksaligheder dét til fælles, at embedsmænd forsøgte at påvirke en minister, og at embedsmændene ulykkeligvis ikke lykkedes.
De to sager viser, at vi ikke skal være bange for embedsmænd, der påvirker politikere. Vi skal være bange for et embedsværk, der ikke gør det.
Og på samme vis: Vi skal være bange for politikere, der ikke påvirker forvaltningen, for dét er et udtryk for et demokratisk underskud.
Og så skal vi frygte både politikere og embedsmænd, der er upåvirkelige. For dét er et udtryk for magtfuldkommenhed.
Af Tina Overgaard og Henning Meldgaard Partnere i Genitor
