I de forvaltningsmæssige møgsager stilles det uinteressante spørgsmål altid. Det interessante spørgsmål og det helt afgørende spørgsmål stilles aldrig.

Af Henning Meldgaard Nielsen og Tina Overgaard, partnere i Genitor

Knud Aarup, tidligere direktør i Socialstyrelsen, har i et indlæg i Altinget rejst en spændende debat om topembedsmænds ansvar i møgsager. Knud Aarup er utilfreds med, at ingen har holdt topembedsmænd i staten ansvarlig i de forskellige forvaltningsmæssige møgsager, som vi har været vidne til igennem de sidste 15-20 år. Det er, skriver Aarup, ikke holdbart, at kammeradvokaten eller dommerundersøgelser gang på gang konstaterer, at der ikke kan placeres et ansvar hos ledende embedsmænd som departementschefer og afdelingschefer.

Vi mener, at de møgsager, der har været (Aarup gør rigtigt opmærksom på, at der ikke er blevet flere sager), i al deres tristesse illustrerer et grundlæggende problem, der handler om, at dét, der i bund og grund burde være et ledelsesmæssigt spørgsmål, igen og igen reduceres til et spørgsmål om jura.

Det sker, når Tibetkommissionen skal ”foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar”. Eller når Bech-Bruun i sagen om refusion af udbytte skal ”foretage en vurdering af, om der i SKAT og Skatteministeriet er begået fejl og forsømmelser i tilknytning til sagen, og om der i så fald er grundlag for at indlede sager om disciplinært eller ansættelsesretligt ansvar mod de pågældende embedsmænd”.

Så handler det – lidt forenklet – om at undersøge om enkeltpersoner forsætligt har begået en grov pligtforsømmelse. (Kammer)advokaten og dommerundersøgelserne konkluderer hver gang, at det er der ikke nogen, der har. Det kan man jo næsten kun glæde sig over. Det ville unægtelig være skidt for den danske embedsmandsstand, hvis topembedsmænd igen og igen forsætligt begik grove pligtforsømmelser. Det gør de selvfølgelig ikke! Vi har i Danmark en meget professionel og dygtig embedsmandsstand, og blandt andet derfor har vi en meget velfungerende offentlig sektor.

Netop derfor er det – undskyld os – forholdsvis uinteressant og uambitiøst at spørge, om topembedsmænd forsætligt har begået grov pligtforsømmelse. Hvis dét bliver standarden, så ender vi med topembedsmænd, der sidder og administrerer og forvalter, men som for det meste bare sidder.

Det interessante spørgsmål er, om topembedsmænd har udvist god dømmekraft og udøvet god ledelse. Og det helt afgørende spørgsmål er, om man har tillid til, at topembedsmændene (også) i fremtiden vil udvise god dømmekraft og udøve god ledelse.

Men her bliver det bøvlet. For det er ikke spørgsmål, man kan stille til (kammer)advokaten eller gøre til genstand for retlige vurderinger. Det er spørgsmål, hvor pilen peger på (top)embedsmandens overordnede selv. Det er vurderinger, som den overordnede selv må foretage og selv tage ansvar for.

Hvis den overordnede forsat har den tillid til den underordnede, skal hun/han tage ansvar og åbent og ærligt erkende de fejl, vi har begået, og hun/han skal bakke sine underordnede op og sørge for, at vi lærer af fejlene og retter op på tingene.

Hvis den overordnede ikke længere har tillid til den underordnede, så skal hun/han handle på det, og finde en ny leder hun/han har tillid til. Man kan ikke have et system, hvor den overordnede over tid ikke har tillid til den underordnede, for så sander tingene til i manglende delegering og uendelige kontroller, og vi har topembedsmænd gående rundt som dead men walking.

Der er ikke noget midt imellem. Man må gøre op med sig selv, om man har tillid, eller om man ikke har det. Man må træffe et valg, og man må selv stå til ansvar for det valg overfor ens egne overordnede – også hvis det er vælgere.

Man må affinde sig med det grundvilkår, der handler om, at ledelse handler om at træffe beslutninger på et ufuldstændigt grundlag. Og det skal man ikke bede (kammer)advokaten om at lave om på.

Knud Aarup skriver, at vi må opfinde en ny form for ansvarsplacering og nye ansættelsesmodeller med mulighed for større og hurtigere sanktioner over for embedsapparatet. Vi mener ikke, at man behøver at opfinde noget. Man kan vælge at gøre et ledelsesmæssigt ansvar gældende. Kontraktansættelser er opfundet, og kontrakter kan opsiges. Det er en udbredt praksis i kommunerne.

Hanne Fugl Eskjær og Henning Thiesen fra Djøf har i en replik til Knud Aarup foreslået, at indføre et nyt instrument, en hurtig forundersøgelse, hvor man kan få afdækket, om der rent faktisk er tilstrækkeligt substans i en sag til at sætte en egentlig undersøgelse i gang. Det kan næsten kun læses som flere (advokat)undersøgelser af det uinteressante og uambitiøse spørgsmål. Djøf organiserer juristerne, men her er der altså vigtigere spørgsmål end de juridiske.

Debatindlægget er bragt på Altinget.dk den 29. september 2020