Sidst i Bertolt Brechts skuespil Galileis liv, er der et replikskifte mellem drengen Andrea og Galilei, hvor Andrea siger: ”Ulykkeligt det land, som ingen helte har!”. Hvortil Galilei svarer: ”Ulykkeligt det land, der behøver helte”.

Det kan godt være, at det er upassende at sige det i disse corona tider, men vi er med Bertolt Brechts målestok et lykkeligt land. Vi behøver IKKE helte. Vi har kun behov for dygtige ledere.

Det kan lyde ydmygt, og det er der flere selvstændige pointer i.

Biskoppen over Haderslev Stift Marianne Christiansen har sagt, at der ligger en ydmyghed i coronakrisen. Hele samfundet lukker ned og taber vækst for at vise ydmyghed over for de mest sårbare. Vi opdager, at der er andre og andet i verden end mig.

Vi har (kun) brug for dygtige ledere, og det betyder i stadig større grad ydmyge ledere.

Den ydmyge leder er selvbevidst; hun er bevidst om, hvem hun er, og hvem hun kan blive. Hun kender hendes egne styrker, og hun har formatet til at erkende de svagheder, hun også har. Og ja, den ydmyge leder er i mange tilfælde en kvinde. (Der er få psykologiske kønsforskelle, men én er, at kvinder typisk er lidt mindre selvovervurderende end mænd).

Den ydmyge leder har den personlige styrke, der gør, at andre vil vælge at give hende magt til at lede. Og hun har samtidig modet til at vise sig så sårbar og afhængig af andre, at de får lyst til give hende den hjælp og støtte, som er nødvendig for at lykkes. Hun ved, at hun ikke er den klogeste i alle sammenhænge – og at hun ikke behøver at være det. Hun opfordrer derfor alle til at give med- og modspil; hun efterspørger kritik og modsigelse, fordi hun ved, at det løfter andre og skaber bedre beslutninger og stærkere virksomheder. Hun påtager sig ansvaret, når noget går galt, og hun giver andre æren, når ting lykkes.

Den ydmyge leder ved, at ledelse er en holdsport; at ledelse er noget man udøver sammen med andre – sammen med andre lederkolleger og meget gerne sammen med medarbejdere som distribueret ledelse. Og bemærk, at det er med andre snarere end gennem andre.

Den amerikanske psykolog Dacher Keltner siger, at magt er noget, man får af andre. Magt er en gave og et privilegium, der giver mulighed for at gøre en positiv forskel i andres liv. Magten giver mulighed for at føre, men magten kan i sig selv forføre. Mange ledere kører i grøften, fordi de undervejs mister blikket for det fælles bedste og taber empati og generøsitet – præcis de egenskaber, der i første omgang begrundede, at andre gav dem magt. Det er ifølge Keltner The power paradox, og derfor er magtfuldkommenhed den sikre og lige vej til magtesløshed. Den, der udøver magt med ydmyghed, har den bedste chance for at beholde magten og dermed vedvarende gøre en positiv forskel i andres liv.

I Første Petersbrev 5,5 hedder det: ”I skal alle være klædt i ydmyghed over for hinanden”. Det siges, at klæder skaber folk. Ydmyghed skaber dygtige ledere.

Det siges også, at intet er så galt, at det ikke er godt for noget. Der har de senere år været en stigende interesse i ledelsesforskningen for ydmyghed som en væsentlig lederegenskab. Hvis coronakrisen betyder et endeligt farvel til det stereotype lederideal om den maskuline, dominerende, aggressive (mandlige) superhelt og et goddag til den ydmyge leder, så er det ikke helt skidt.

Klummen er skrevet af Tina Overgaard og Henning Meldgaard Nielsen og udgivet den 23. april 2020 på Altinget.dk

Se alle updates