Det er ved at blive populært at efterspørge mere (professions)faglig ledelse i den offentlige sektor. Det forekommer umiddelbart sympatisk, for det ligner en gratis omgang til alle, men det er ved eftertanke både bagstræberisk og forkert. Resultatet kan være ekkorum og professioner, der lukker sig om sig selv, og et rekrutteringsgrundlag, der bliver for snævert.

 

Multiprofessionelle offentlige virksomheder
En række faglige organisationer efterlyser offentlige ledere, der har indgående kendskab til den kerneopgave, de leder. “Der er brug for professionsfagligt uddannede ledere, hvis vi skal løfte kvaliteten i den offentlige sektor”, siger de på Altinget 9. februar 2018.

 

Langt de fleste offentlige virksomheder er i dag multiprofessionelle. Tag en stor folkeskole som eksempel. Her arbejder pædagoger, lærere, socialrådgivere, psykologer, tale-høre-konsulenter, sundhedspersonale, teknisk og administrativt personale og sikkert flere til. Hvor mange professioner er repræsenteret på et supersygehus?

 

Skal hver profession ledes af egne fagprofessionelle? Lærere af lærere, læger af læger, psykologer af psykologer? Det hænger ikke sammen; slet ikke, når der bliver færre og færre ledere, og når behovet for tværfaglighed samtidig øges.

 

Der er én faglighed – ikke én profession – der skal have forrang som leder. Det er ledelsesfaglighed. Og ledelsesfaglighed kan man have som pædagog, lærer, politi, læge, psykolog, fortsæt selv. Og ja, sågar endda som djøf’er.

 

Der er forskellige ledelsesopgaver: faglig ledelse, personaleledelse, strategisk ledelse og omverdensledelse (eller ledelse rettet udad). Langt de fleste ledere udøver i varierende omfang alle opgaver, men omfanget afhænger af den lederrolle, lederen har, og af de personlige præferencer lederen har.

 

Når man efterspørger mere faglig ledelse, så skal man være opmærksom på, at langt de fleste offentlige ledere i forvejen bruger det meste af deres tid på faglig ledelse og personaleledelse. De fleste offentlige ledere har i øvrigt samme faglige baggrund som deres medarbejdere, og det gælder særligt på de store velfærdsområder og i forhold til forsvar og politi.

 

Følgevirkningerne ved mere faglig ledelse

Et ønske om mere faglig ledelse kan have én eller flere af følgende følgevirkninger:

  1. Lederne skal lave mere. Udgangspunktet er imidlertid, at lederne typisk arbejder rigtig meget.
  2. Der skal ansættes flere ledere. Interessant og sikkert helt relevant i nogle tilfælde, hvor ledere har meget store ledelsespænd, eller hvor der er særlige ledelsesbehov, men næppe en generel løsning? Efterspørger de faglige organisationer flere kolde hænder?
  3. Lederne skal udøve mindre:
    – Personaleledelse. Er de faglige organisationer virkelig med på det?
    – Strategisk ledelse. I en tid, hvor forandringshastigheden i teknologier og markeder stiger, og kompleksiteten øges? Næppe.
    – Omverdensledelse. Når der efterspørges samskabelse og partnerskaber? Nej, vel. Læg hertil, at de offentlige ledere selv vurderer, at de bruger mindre tid end ideelt på ledelse udad. Og læg yderligere hertil, at det kan blive dyrt. Prøv at spørge i Danmarks Radio, hvad dårlig omverdensledelse koster.

 

Spotte ledelsestalenter

Man skal have forståelse for det, man leder, siger Ledelseskommissionens formand Allan Søgaard Larsen. Vi er enige. Den forståelse kan man tilegne sig på mange forskellige måder.
Grunduddannelse er en måde, men det er ikke den eneste – og sikkert heller ikke den mest effektive. Allan Søgaard Larsen er selv cand.mag. fra Aarhus Universitet med speciale i nordisk sprog og litteratur. Han har været koncernchef i Falck A/S i en årrække. Han har ledet et stort redningskorps, men han er ikke uddannet redder.

 

Hvis vi skal udvikle endnu bedre offentlig ledelse, så skal vi blive bedre til at spotte ledelsestalenter og bedre til at udvikle deres ledelsesfaglighed. Lederne skal have modet til at indgå i udviklingsforløb, hvor de møder og udfordres af andre fag-fagligheder og professioner. Og faglig ledelse skal distribueres eller delegeres, så fagprofessionelle medarbejdere tager del i ledelsesudøvelsen.

 

Og vi skal have modet til mere fordomsfrit at bruge dygtige ledere på tværs af professioner og sektorer. Det sidste er sikkert det sværeste. Vi lever – som Einstein engang sagde – i en tid, hvor det er lettere at spalte et atom end at gøre op med en fordom.

 

Apropos varme og kolde hænder: rigtig mange offentlige ledere har haft hænderne på kogepladen så længe, at de er brandvarme. Måske er det på tide at droppe modsætningen mellem kolde og varme hænder?