Det er ved at være en etableret sandhed, at man som leder skal være tro mod sig selv, og at man skal stå ved, den man er. ”This above all: to thine own self be true”, siger Polonius i Shakespeares Hamlet. Og Oscar Wilde tillægges ofte udsagnet: ”Be yourself. Everyone else is already taken”.

 

Men ægte marmelade er, hvad det er: marmelade. Det er ikke nødvendigvis god marmelade. Og parallelt hermed: At en leder er autentisk, det betyder ikke nødvendigvis, at hun/han er en god leder.

 

Vær tro mod dig selv. Det er sagt så tit, at det efterhånden lyder rigtigt. Men ved nærmere eftertanke; folk er forskellige – meget forskellige. Er det virkelig et godt råd at give alle? Er der nogen, der ønsker en Donald Trump, der er tro mod sig selv? En ægte Donald der freestyler på twitter og tager kvinder by the pussy?

 

Et tænkt eksempel i en anden målestok: Hvis man er meget impulsiv (det er Trump) og derfor har svært ved at modstå fristelser (Trump igen), skal man så stå ved sig selv – og lade stå til? Eller skal man i erkendelse af, at den manglende impulskontrol kan bringe en i uføre, forsøge at udvikle en større grad af selvkontrol og -disciplin. Skal man undgå at bringe sig selv i situationer, hvor man bliver fristet over evne?

 

Hvis man er meget introvert som leder, skal man så være tro mod sig selv og sige, at ”min dør står altid åben” forstået på den måde, at andre kan komme til mig? Eller skal man tage sig selv i nakken og gå ud ad døren for at opsøge dem, man skal lede og inspirere. Skal man gøre det, selvom det ikke er den ledelsesdisciplin, man selv trives i? Ja, sørme skal man så! Man er som leder forpligtet – ikke bare over for sig selv – men først og fremmest over for de medarbejdere, man skal lede, og den virksomhed, man er ansat af og som betaler lønnen. Man er forpligtet af en lederrolle, som man selv har valgt at påtage sig. Og det kan betyde, at man nogle gange må spille en rolle, og at man en gang imellem må være utro mod sig selv.

 

Man skal kende sig selv; kende sine egne styrker og svagheder. Og så skal man vælge sig selv; vælge hvordan man vil bruge og udvikle de styrker, man har, og hvordan man vil håndtere de svagheder, man også har – i de forskellige roller man har. Man skal kende sig selv, og man skal vælge at blive et stadig bedre bekendtskab.

 

Det kan være rigtig svært at lave om på grundlæggende personlighedstræk. Men man kan spille de kort, man har fået på hånden, med omtanke. Og man kan også vælge, hvilke spil man ønsker at deltage i, og hvem man vil spille med.

 

Det er fint at stå ved den, man er. Det er endnu bedre, hvis man ikke lader stå til.

 

PS! Polonius var kongens rådgiver. Hamlet anså ham for at være et kedeligt fjols.

 

Indlæg af Henning Meldgaard Nielsen & Tina Overgaard, Politiken 16.2.2018

Se alle updates