Regeringen arbejder med at fremme disruption, og den arbejder også på at udvikle en mere sammenhængende offentlig sektor. Det er hver for sig to rigtig gode formål. Hvis man, som Regeringen gør det, oversætter disruption med ”afbrydelse” eller ”forstyrrelse” (www.regeringen.dk), så kan man konstatere, at Regeringen er kommet længst med den første målsætning.

 

Se eksempelvis nedenstående tidslinje (hvor vi muligvis har overset noget). Det er let at se afbrydelser og forstyrrelser. Det er sværere at se sammenhængen:

 

 

Vi vil gerne understrege, at vi ikke har nogen som helst grund til at anfægte én eneste af de beslutninger, tidslinjen repræsenterer. Alle beslutningerne er sikkert – hver for sig – velbegrundede.

 

Vi er derimod overbeviste om, at beslutningerne tilsammen gør det næsten umuligt for ledelsen at udøve god arbejdsgiveradfærd. Ifølge Moderniseringsstyrelsen handler god arbejdsgiveradfærd om, at ledelsen ”sikrer, at alle medarbejderne i organisationen har fokus på at bruge mest mulig af arbejdstiden på at levere på kerneopgaven, og at alle trives i deres arbejde”. Med ovenstående tidslinje er det næsten umuligt. Når det alligevel lykkes, så skyldes det, at der er rigtig mange dygtige ledere og medarbejdere, som vil det, og som yder en ekstraordinær indsats.

 

Det kan lyde kedeligt og bagstræberisk, men der er desværre god evidens for, at stabilitet er godt. De to professorer Jørgen Grønnegård Christensen og Peter Bjerre Mortensen skriver i Jyllandsposten 26.08.2016: ”Et vist mål af stabilitet er forudsætningen for såvel økonomisk effektivitet, som god opgaveløsning og tilfredse medarbejdere. Det er således en dårlig idé hele tiden at ændre organiseringen… Det er ikke lig med stilstand, men en simpel erkendelse af, at en vis stabilitet giver tryghed og tillid og tid til at vurdere, hvad der skal til for at få tingene til at virke”.

 

Det er selvfølgelig helt legitimt, at politikere forfølger andre hensyn end god arbejdsgiveradfærd. Vi appellerer kun til, at politikkerne også understøtter, at den administrative ledelse kan udøve god arbejdsgiveradfærd. Ikke som det eneste hensyn, men det bør indgå i ligningen.

 

Som politisk ledelse har man en dobbeltrolle. Man er for det første netop politisk ledelse, og det handler om at ville noget. Det aftvinger respekt, når politikere vil noget; når de ikke kun forvalter eller fører nødvendighedens politik. Man er for det andet arbejdsgiver – i rigtig mange tilfælde endda for meget store driftsorganisationer – og det handler bl.a. om at skabe de rammer, der gør det muligt for andre at realisere dét, den politiske ledelse vil. Nogle gange kan man have indtryk af, at det første spænder ben for det sidste; at man politisk vil så meget (forskelligt?), at man gør det svært at realisere noget af det.

 

Regeringen ønsker også bedre balance. Vi deler ønsket. Og der er noget at tage fat på. Derfor til sidst to opfordringer:

 

 

Debatindlægget er bragt den 29. januar 2018 på altinget.dk