Der er 98 kommuner, 5 regioner og p.t. 22 ministerområder i Danmark. Der er mange af dem, som er rigtig godt ledet. Der er desværre også enkelte, som er meget dårligt ledet.

 

Forskellene mellem dem er markante og betydningsfulde. De viser sig i de velfærdsydelser, borgerne får og i de rammebetingelser, som virksomhederne har. De velledede organisationer skaber velfærd, trivsel og vækstmuligheder. De dårligt ledede ødelægger helt bogstaveligt liv for både medarbejdere, borgere og virksomheder.

 

De bedst ledede kommuner, regioner og ministerområder evner at udvikle, beslutte og gennemføre politik. De sætter en klar strategisk retning for medarbejderne, og de skaber gode rammer for at medarbejderne kan lave det rigtige, og de giver mulighed for at medarbejderne kan bruge tiden på kerneopgaven. Man kan sammenfatte det på den måde, at de bedst ledede kommuner, regioner og ministerområder skaber et demokratisk overskud, og de udøver god arbejdsgiveradfærd.

 

Begge dele – demokratisk overskud og god arbejdsgiveradfærd – samskabes af den politiske og den administrative ledelse. Det kræver dygtige politikere og topembedsmænd, for det er ikke en let opgave. Den politiske og den administrative ledelse har ofte forskellige logikker, og oven i dét tyder undersøgelser på, at politikere og embedsmænd har grundlæggende forskellige personlighedstræk (Politikere er typisk mere udadvendte og kontaktskabende og mere åbne og forandringsvillige end embedsmænd). Når det alligevel lykkes, så skyldes det politikere og embedsmænd, der har viljen og formatet til at tage opgaven på sig. Det skyldes, at politikere og topembedsmænd her evner at skabe et miljø, hvor der er plads til uenighed, og hvor der er respekt for forskellige roller og personligheder.

 

I de dårligst ledede kommuner, regioner og ministerområder evner den politiske og den administrative ledelse ikke at samskabe ledelse; de skaber et demokratisk underskud og de udøver dårlig arbejdsgiveradfærd. Her kæmper politikere og embedsmænd om magten – og derfor taber begge parter den (og nabokommunen eller -regionen vinder). Her træffes beslutninger uden linje og politikker vedtages, men implementeres ikke. Her stresses medarbejdere af mangel på retning og prioritering, og tilsynsmyndigheder og ombudsmanden overbelastes af klagesager.

 

Kommuner, regioner og ministerområder har meget forskellige rammevilkår og forudsætninger. Men én ting har de til fælles: De afgør selv (i meget stor udstrækning), om de vil udvikle demokratisk overskud og udøve god arbejdsgiveradfærd. Spørgsmålet til de politisk-administrative ledelser i kommuner, regioner og ministerområder er derfor: Vil I?