Hvordan man giver større frihed og samtidig – for en sikkerheds skyld – også giver flere proceskrav og kvalitetsstandarder, så friheden kan forvaltes rigtigt

Et tilbageblik: Den 22. august 2012 udsendte Økonomi- og Indenrigsministeriet en pressemeddelelse, der annoncerede, at daværende økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager i løbet af efteråret ville fremsætte et lovforslag, som ville give kommunerne større frihed til selv at tilrettelægge deres arbejde. Det konkrete indhold, som fulgte op på det glade budskab, lød som en maveplasker: ”Kommunerne får bl.a. frihed til at beslutte, at næstformænd i udvalg skal have et særligt vederlag og bedre mulighed for at rekruttere valgtilforordnede med et passende diætniveau”.

 

Dét, der kan synes så let og ligetil på det abstrakte symbol-plan, bliver nogle gange så pokkers kompliceret i den virkelige verden.

 

Og så hopper vi frem til tirsdag den 4. april 2017. Denne dag præsenterede innovationsminister Sophie Løhde regeringens sammenhængsreform Borgeren først – en mere sammenhængende offentlig sektor. Publikationen kan findes på Finansministeriets hjemmeside, og den kan anbefales. Den er på 28 sider, men omfanget behøver ikke at afskrække: De fleste sider er billedsider eller blanke sider. Teksten fylder kun godt 10 sider, men den indeholder en række gode elementer.

 

Reformen lægger bl.a. op til, at medarbejderne skal have mere tid til kerneopgaven. Der skal bruges mindre tid på proceskrav og registreringer. Og der skal gennemføres kulegravninger af velfærdsområderne for at afdække, hvad der optager medarbejdernes tid, og om der er unødvendigt bureaukrati. Sigtet er, at medarbejderne og kommunerne skal gives større frihed. Det lyder (stadig) helt rigtigt.

 

Samme tirsdag – stadig den 4. april – annoncerede Sundheds- og Ældreministeriet, at Sundhedsstyrelsen har udsendt kvalitetsstandarder for akutfunktioner i kommunerne. ”Vi skal styrke hjælpen til syge ældre borgere, så kvaliteten bliver mere ensartet over hele landet”, siger fungerende sundhedsminister Karen Ellemann i pressemeddelelsen. Og hun fortsætter: ”Lige nu er behandlingen af syge og svage ældre uens i kommunerne. Ligesom akutfunktionernes samarbejde med sygehus og almen praksis varierer. Vi skal sikre, at de ældre fremover får samme høje kvalitet i de kommunale akutfunktioner, uanset hvor i landet de bor. Derfor har vi nu defineret, hvad vi forventer, kommunerne skal gøre, og hvordan det nødvendige samarbejde skal være”.

 

Den nye kvalitetsstandard for akutfunktionerne fylder 38 sider – og de er teksttunge! Standarden indeholder en lang række proceskrav, herunder bl.a. krav til det udstyr akutfunktionerne skal råde over. Hertil kommer en række kompetencekrav til de sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, der arbejder i akutfunktionerne, og kvalitetsstandarden fastlår, at der skal udarbejdes instrukser for medarbejdernes arbejde. Standarden indeholder også de indikatorer, som akutfunktionerne skal måles på.

 

De kommunale akutfunktioner er i dag forskellige rundt om i landet. Det skal den nye standard gøre op med. Alle kommuner skal leve op til standarden fra 2018. Her skal kommunerne og medarbejderne altså ikke have større frihed.

 

Vi anerkender helt, at det kan være svært at reformere den offentlige sektor. Der er så mange modsatrettede interesser og hensyn, der skal varetages, og der er så mange komplekse problemer, som ikke har enkle løsninger. Og der er så mange steder, hvor proceskrav og kvalitetsstandarder kan hjælpe medarbejderne med at forvalte den frihed, de har.

 

Lad os alligevel håbe, at vi får en endnu mere sammenhængende offentlig sektor. Et første skridt kan måske være en sammenhængende forvaltningspolitik, hvor de generelle sigtelinjer afspejles i de konkrete handlinger.