Vi søger en stærk profil til en spændende stilling som chef i Sundhedsstyrelsens nyoprettede enhed for Evidensbaseret Medicin (EBM).

Om os
Sundhedsstyrelsen har eksisteret siden 1909, og som den øverste sundhedsfaglige myndighed har vi en central og unik position på sundheds- og ældreområdet i Danmark. De seneste år er vores profil skærpet samtidig med, at vi har tilpasset vores opgavevaretagelse til udviklingen og udfordringerne på sundheds- og ældreområdet – både fagligt og organisatorisk.

Sundhedsstyrelsen varetager en række centrale opgaver inden for forebyggelse, ældreområdet, sundhedsplanlægning, sundhedsfaglige kompetencer, rådgivning, strålebeskyttelse og sundhedsberedskabet.

Sundhedsstyrelsen har i de seneste år haft et stort fokus på at levere evidensunderbyggede faglige anbefalinger bl.a. med indsatser som nationale kliniske retningslinjer og rationel farmakoterapi. Disse opgaver vil fremadrettet være forankrede i den nyoprettede enhed EBM.

For at styrke det faglige fokus på evidensbaseret medicin i Sundhedsstyrelsen søger vi en både faglig og ledelsesmæssig stærk profil til at lede den nyoprettede enhed. Som enhedschef for EBM skal du sikre, at sundhedsvæsenet får faglig rådgivning og har evidensbaserede anbefalinger at basere sin kliniske praksis på.

Sundhedsstyrelsen har et dynamisk tværfagligt samarbejdsmiljø, og der vil være rig mulighed for at udvikle dine kompetencer – fagligt såvel som ledelsesmæssigt. Arbejdsklimaet er energisk, uformelt og præget af stort fagligt engagement og gensidig respekt.

Dine arbejdsopgaver
Du refererer til direktionen og indgår i chefgruppen sammen med de øvrige chefer. Du vil udgøre ledelsesgruppen for enheden sammen med en sektionsleder. Du vil få ansvaret for enhedens overordnede faglige og strategiske udvikling, herunder ansvar for enhedens økonomi, prioritering af ressourcer, for at enheden leverer produkter, der er skabt i gode processer og er af høj faglig kvalitet, samt for udvikling af sektionsleder og medarbejdere i forhold til at nå de fastsatte strategiske mål.  Som enhedschef har du desuden en væsentlig opgave i at skabe relationer til andre myndigheder og samarbejdspartnere og skal repræsentere enheden og styrelsen i en række sammenhænge.

EBM beskæftiger omkring 15 medarbejdere med forskellig faglig baggrund.

Din baggrund, uddannelse og erfaring
Vi forventer, at du har en relevant sundheds- eller samfundsfaglig akademisk uddannelse med interesse for og relevant erfaring inden for evidensbaseret medicin.

Vi lægger derudover vægt på, at du:

  • har en solid faglig indsigt på sundhedsområdet, gerne fra klinisk, videnskabelig eller administrativt arbejde
  • har relevant ledelseserfaring, gerne med ledelse gennem ledere
  • har god forståelse for politiske processer, gerne med erfaring fra en politisk styret organisation
  • er en handlekraftig, synlig, troværdig og nærværende leder for meget engagerede og vidende medarbejdere
  • er en stærk kommunikator, også i skarpe sager i det offentlige rum
  • kan skabe tillid og fremme samarbejde
  • trives i et tværfagligt dynamisk miljø præget af højt tempo, stor faglighed og udfordrende opgaver.
Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelse sker i henhold til Rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen er indplaceret i gruppe 1 (lr. 37). Ansættelsen sker som udgangspunkt på åremål.
Stillingen forudsætter, at du kan sikkerhedsgodkendes.

Kontakt os gerne
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås hos direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm på sbro@sst.dk med angivelse af mobilnummer, hvorefter du vil blive kontaktet.

Er du interesseret?
Klik på ”søg stillingen” og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Første runde af ansættelsessamtaler forventes afholdt mellem den 4. og 7. december 2020.
Ansøgere der går videre til anden samtale vil gennemgå et testforløb med fokus på færdigheder og ledelseskompetencer. Test af ansøgere vil ske i uge 50 og 51. Anden samtalerunde forventes afholdt den 16. og 17. december 2020.

Du kan læse mere om Sundhedsstyrelsen og vores arbejde på www.sst.dk.

Sundhedsstyrelsen har røgfri arbejdstid.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.


Ansøg