Har du lyst til at gå forrest i et uddannelsesmiljø, der er kendetegnet ved tårnhøj faglighed og kompromisløst engagement? Så er det dig, vi skal bruge i Absalon!

Absalon søger en fagligt stærk uddannelsesleder til fysioterapeutuddannelsen på Campus Næstved og Campus Roskilde. Som uddannelsesleder vil du sammen med medarbejdere, lederkolleger, direktion og interessenter i og uden for Absalon sikre et stærkt og robust uddannelsesudbud.

Du vil som uddannelsesleder sætte rammerne for, at underviserne kan udvikle og uddanne de studerende til at varetage en særdeles vigtig rolle i den danske sundhedssektor. I tæt samarbejde med dine medarbejdere vil du komme til at stå i spidsen for at videreudvikle uddannelsen, så den faglige kvalitet tydeligt afspejler behovet i praksis.

Du vil lede 18 dygtige og engagerede medarbejdere fordelt med 7 i Næstved samt 11 i Roskilde. Samtidig indgår du i den samlede ledelse af Center for Ernæring og Rehabilitering sammen med centerchefen og dine to uddannelseslederkolleger.

Din profil
For at lykkes er det væsentligt, at du har følgende:

Evner for og gerne erfaring med ledelse. Du er en tydelig leder med stærke relationelle kompetencer. Du har et godt overblik og administrativ flair, og du medvirker til at skabe gode rammer i en travl hverdag. Du lægger vægt på både at lytte, facilitere dialog og skabe retning.

En inddragende ledelsesstil. Du evner at motivere selvstændige medarbejdere og skabe gode rammer for fortsat trivsel. Du kan finde løsninger i fællesskabet med dine medarbejdere.

En god organisationsforståelse. Du evner at jonglere på tværs af organisatoriske strukturer og være en attraktiv samarbejdspartner for alle interessenter. Du har erfaring med og ønske om at indgå i et stærkt ledelsesfællesskab.

Stærke kommunikationsevner. Du evner at sætte dit nuværende netværk på området i spil og er i stand til hurtigt at etablere nye samarbejdsrelationer internt, regionalt og nationalt.

Derudover forventer vi, at du:

  • har en relevant akademisk uddannelse eller tilsvarende
  • har en stærk profil, som matcher uddannelsen og giver gode forudsætninger for en dyb indsigt i uddannelsens fagområder
  • har kendskab til uddannelsesområdet, herunder særlig indsigt i professionshøjskolesektoren
  • brænder for at gøre en forskel for de studerende og for at udvikle uddannelse med høj faglighed.

Lyder det som noget for dig? Så kan du læse mere om vores ønsker og krav til vores nye uddannelsesleder i den udarbejdede job- og personprofil (pdf).

Vi samarbejder med Genitor om denne rekruttering, og du skal være indstillet på, at der indgår tests i rekrutteringsforløbet.

Sådan ansøger du
Ansættelse sker efter gældende overenskomst på statens område. Årligt lønniveau er ca. 576.000 kr. ekskl. pension.

Vi ser gerne, at du har mulighed for at begynde den 1. januar 2022.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte centerchef for Center for Ernæring og Rehabilitering Berit Hvalsøe på tlf. 7248 2599 eller konsulent i Genitor Christian Høegh Brønnum på tlf. 2193 0783/chbr@genitor.dk.

Ansøgning og relevante bilag sendes via linket her på siden senest søndag den 14. november 2021.

Vi forventer at afholde samtaler den 17. november og den 23. november.

Vi ønsker, at medarbejderne afspejler det omgivende samfund, og vi opfordrer derfor alle interesserede uanset køn og kulturel og etnisk baggrund til at søge stillingen.

Ansøg