Vil du tage ansvar for det samlede administrative område i Jobcenter Kalundborg? Kan du sikre korrekt udbetaling af ydelser – og levere en god offentlig service? Og kan du drive tværgående, administrative udviklings­processer til gavn for både organisation og borgere på beskæftigelses­området?

Som afdelingsleder for Ydelse og Administration står du i spidsen for en afdeling, der varetager en bred opgaveportefølje inden for sagsbehandling, udbetaling og kontrol af ydelser, regningsbetaling for hele jobcenteret samt tværgående administrativ bistand. Derudover får du ansvar for flere udviklingstiltag som optimering af borgerbetjening, digitalisering af arbejdsgange, ansøgninger og RPA-løsninger, som skal sikre, at vi også fremover leverer de bedst mulige løsninger, der understøtter kommunens høje ambitioner.

Du leder og motiverer ca. 35 engagerede og fagligt dygtige medarbejdere, herunder to faglige koordinatorer. Du refererer til arbejdsmarkeds­chefen og indgår i en leder­gruppe, som arbejder ambitiøst og strategisk med ledelse og udvikling.

Vores nye afdelingsleder er fagligt velfunderet med solid erfaring fra beskæftigelses­området. Din ledelsesstil er tillidsfuld, involverende og dialogsøgende. Du har et godt strategisk og helhedsorienteret blik, ligesom det tværgående fokus falder dig naturligt. Du er struktureret, udviklingsdrevet og hurtigt eksekverende.

Nysgerrig? Så læs mere om stillingen i en udvidet job- og personprofil (Pdf). Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til arbejds­markedschef Lasse Bjerregaard på SMS 9116 8735.

Du kan søge stillingen på kommunens hjemmeside, hvor du også finder yderligere information: www.kalundborg.dk.

Der er ansøgningsfrist den 9. oktober 2022 kl. 23.59.

Tiltrædelse: 1. december 2022.

Ansøg