Har du en stærk passion for folkeskolen, og er du en leder, der trives i et professionelt miljø med højt til loftet? Vil du være chef i en kommune, hvor du trives når meninger brydes og hvor fællesskaber blomstrer, humøret er højt, og vi sammen tror på, at her er alle muligheder åbne?

Herning Kommune søger en ny skolechef. Du bliver chef for kommunens skoler – herunder 24 folkeskoler med SFO og specialklasser, en ungdomsskole, en specialskole og et STU-tilbud. Du bliver medansvarlig for de fælles kommunale indsatser på tværs af Børn og Unge og i over­gangen til voksenområdet.

Du skal sammen med de kompetente skoleledere skabe en god skole til alle ca. 10.000 børn og unge i kommunen. Du skal sikre sammenhænge på tværs af et skolevæsen, der spænder vidt. Et skolevæsen, hvor den mindste skole har ca. 50 elever, og den største godt 900.

Inklusionsdagsordenen er som mange andre steder i fokus. Området skal gentænkes, og de bedste løsninger skal findes, så flest mulige børn modtager undervisning i deres lokalmiljø og i almenområdet. Du skal som skolechef understøtte og skabe den rette balance mellem de lokale initiativer og de fælles indsatser og visioner.

Du får ledelsesansvaret for skolelederne og for fire centralt placerede konsulenter og skal gennem tydelig ledelse og relevant involvering sætte alle kompetencerne i spil og sikre, at der trækkes på samme hammel.

Du deltager i fagudvalgets møder og skal sammen med direktøren sikre, at politikerne står på solide fundamenter, når de politiske beslutninger skal træffes.

Du bliver en del af en ambitiøs chefgruppe i Børn og Unge. En chefgruppe, der helt naturligt tænker på tværs, og som værdsætter dialogen og samarbejdet. Herudover bliver du medlem af chefnetværket, der dækker hele Herning Kommune.

Du er en inkarneret holdspiller og kommer med relevant ledelseserfaring til chefniveauet og stor indsigt i skoleområdet. Du skal kunne stå, balancere og agere både ledelsesfagligt og skolefagligt og skal kunne bringe dine erfaringer og viden i spil både i og uden for organisationen.

Du kan læse meget mere om stillingen i job- og personprofilen (pdf).

Hvis du, derudover, har spørgsmål om jobbet, er du meget velkommen til at kontakte direktør Louise Raunkjær på tlf. 2094 8586 eller partner i Genitor Jesper Lund Madsen på tlf. 2289 8525 eller jlm@genitor.dk.

Ansøgningsfristen er den 6. marts 2024. Søg via ansøgerknappen nedenfor.

Ansøg