Udvikling af den lokale forsyning af vand og varme er helt essentiel for vores forsyningssikkerhed, prisen for vores forbrug og ikke mindst den grønne omstilling. Som projektleder i Guldborgsund Forsyning får du brug for alle dine stærke projektlederegenskaber, når du har ansvaret for projekterne, der bringer os i den rigtige retning.

Guldborgsund Forsyning leverer fjernvarme og drikkevand hver eneste dag og sikrer samtidig, at spildevandet afledes effektivt og renses. Den grønne omstilling får lov at fylde hos Guldborgsund Forsyning, og FN’s verdensmål er en del af vores pejlemærker. Vi vil være med helt forrest i udviklingen, og f.eks. er vi de første i Danmark, der har etableret et anlæg til miljøvenlig slambehandling. I Guldborgsund Forsyning er vi 51 ansatte, og du bliver som vores nye projektleder en del af plan- og projektafdelingen med seks fagligt stærke og engagerede kolleger. Hvert år gennemføres investeringer og renoveringer for ca. 60 mio. kr., og som projektleder vil du få en helt unik mulighed for at stå for alt, hvad projektledelse indebærer af analyser, styring, budgetopfølgning og navigering, og det sker i tæt samarbejde med gode kolleger, så vi sikrer, at projekterne udføres til tiden.

Med et meget stort opland er projekterne både i lille og i stor skala. Der er f.eks. udarbejdet en større spildevandsplan, som bl.a. indeholder kloakering af et større sommerhusområde og kloakering i det åbne land. Der er et stort havneområde, som skal laves om til boliger, og med afsæt i renoveringsstrategien skal der bl.a. også ske vedligeholdelse af pumpestationer, ledningsnet og fællessystemer. Din rolle er betydningsfuld ikke kun for de projekter, som du har ansvaret for, men også for udviklingen af projektlederrollen i virksomheden. Der er for nylig etableret en projektstyringsgruppe, som prioriterer de investeringer og renoveringer, der skal gennemføres. Hele beslutningsgrundlaget og analysearbejdet, som ligger forud, forventes det også, at du som kommende projektleder kan bidrage til.
Læs mere om Guldborgsund Forsyning og stillingen som projektleder i job- og personprofilen her.

Kontakt gerne teamleder for plan- og projektafdelingen Mette Vikkelsø på tlf. 4187 6910 eller chefkonsulent i Genitor Mia Hvilshøj på tlf. 2245 1576 for at høre mere.

Ansøgningsfristen er tirsdag den 31. januar 2023 kl. 10.00.  

Forventet tiltrædelse er den 1. april 2023.

Ansøg