Vil du være med til at levere fremragende uddannelser i hele Region Sjælland?

Vi søger en ny professionshøjskoledirektør, der får det overordnede ansvar for vores administrative funktioner, i daglig tale: fællesfunktionerne, der understøtter og servicerer hele organisationen. Vi driver professionsuddannelser på otte meget forskellige campusser, der geografisk dækker hele Region Sjælland.

Du bliver direktør for fem chefer og i alt ca. 240 medarbejdere, der arbejder med f.eks. IT, digitalisering, uddannelsesadministration, økonomi og bygningsdrift. Og du bliver medlem af en ambitiøs og visionær direktion, der har den fælles ledelsesopgave øverst på agendaen.

Ledelsesopgaven er overordnet og strategisk, og som professionshøjskoledirektør skal du gå forrest med et helhedssyn på Absalons drift og udvikling. Du skal være med til at sikre, at der i løsningen af alle vores opgaver tages udgangspunkt i kerneydelserne: uddannelse og forskning. Samtidig skal du også være parat til at tage en tur ned i ”maskinrummet”, hvis noget skal ændres eller justeres.

Vi har høje forventninger til vores nye professionshøjskoledirektør. Vi forestiller os bl.a., at du har erfaring fra et overordnet niveau med at styre økonomien i en kompleks organisation, at du har erfaring med ledelse af ledere, og at du både brænder for og har et godt kendskab til uddannelsessektoren og dens interessenter. Personligt er du relationelt stærk, let at samarbejde med, robust og har gennemslagskraft.

Læs den fulde job- og personprofil (pdf) her, hvor stillingen og de ønskede kvalifikationer og kompetencer er nærmere beskrevet.

Du er meget velkommen til at få yderligere oplysninger om stillingen ved at henvende dig til rektor Camilla Wang på telefon 7248 1044 eller partner i Genitor Martin Isenbecker på telefon 2565 9231.

Du kan søge stillingen via linket nedenfor. Ansøgningsfristen udløber den 2. november 2020. Forventet tiltrædelse er den 1. januar 2021.
 

Ansøg