Har du lyst til at gå foran i etableringen af et helt nyt tværgående ejendomscenter? Måske har du prøvet noget lignende før og har lyst til at prøve kræfter i en større kommune? Med knap 84.000 indbyggere er vi den næststørste kommune i Region Sjælland, og vi udvikler os markant. Har du erfaring med og flair for ledelse, og er du en haj til processer? Så er du måske Næstved Kommunes nye centerchef for Ejendomme.

Næstved Kommune ønsker en øget professionalisering af ejendomsdriften. Vi har i dag arrangeret os i klynger med teknisk servicepersonale, der servicerer de forskellige enheder og institutioner, og nu er vi klar til næste skridt: et samlet Ejendomscenter. Derfor søger vi en ny centerchef, der skal hjælpe os med at udvikle og implementere en ny og effektiv model for driften af kommunens godt 500.000 m2 under tag, der samtidig giver vores kolleger gode rammer for løsningen af kerneopgaven.

Som Næstved Kommunes nye centerchef for Ejendomme får du det overordnede ledelsesansvar for Ejendomme og Boligadministration. Ledelsesopgaven omfatter både strategisk ledelse, overordnet personaleledelse og administrativ ledelse. Du skal formå at forene drift og udvikling og understøtte et godt arbejdsmiljø i din organisation.

Vi søger en dygtig chef med ledelseserfaring og med stor lyst til ledelse, og som gerne har erfaring med eller interesse for bygningsvedligeholdelse og teknisk drift. Som centerchef bliver du en del af kommunens tværgående og strategiske chefforum, hvor både direktion og centerchefer deltager.

Læs mere om stillingen i job- og personprofilen her. Har du spørgsmål om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte direktør Sven Koefoed-Hansen på tlf. 5588 5012 eller partner og konsulent i Genitor Henning Meldgaard Nielsen på tlf. 3141 0563 eller hm@genitor.dk.

Ansøgningsfristen er den 5. juni 2022.
 

Ansøg