Kan du skabe udvikling i et af Danmarks største idrætsforbund? Og evner du at udvikle og lede strategisk landsholds- og talentarbejde samt skabe optimale elitemiljøer i dansk gymnastik? Så læs videre her…

I GymDanmark arbejder vi hver dag for at udvikle og understøtte gymnastikken, så alle kan få bedre bevægelse i hverdagen. Vi har 200.000 medlemmer, der udøver gymnastik på alle niveauer. Som et led i moderniseringen og udviklingen af forbundet vil vi skabe endnu bedre rammer for den sportslig udvikling. I den proces søger vi nu en kollega til denne nyoprettet stilling, med ansvar for den strategiske sportslige udvikling af talent-, elite- og landsholdsgymnastikken i forbundet.

Du får en central rolle som landsholdschef med ledelsesansvar for en række nøglepersoner i gymnastikkens discipliner, og ansvar for den samlede sportslige udvikling i forbundet.

Du bliver en del af et Forbundskontor, hvor 20 ambitiøse og engagerede kollegaer alle brænder for udviklingen af GymDanmark. Vores hverdag er præget af god stemning i en uhøjtidelig omgangstone med højt til loftet. Vi lægger vægt på at være fleksible og have det godt sammen. Som en del af GymDanmark får du adgang til et stort fagligt netværk i Idrættens Hus, hvor ca. 400 ansatte alle arbejder inden for idrættens verden.

Dine opgaver bliver at:

  • Skabe, udvikle og operationalisering GymDanmarks talent- og elitestrategi.
  • Udvikle talent-, elite-, og landsholdsstruktur, herunder at ansætte disciplinkaptajner og landstrænere.
  • Være leder og strategisk sparringspartner for ca. 30 deltidsansatte disciplinkaptajner og landstrænere.
  • Sikre videndeling og ensretning af metoder, processer og procedure samt hensigtsmæssig ressourceudnyttelse på tværs af discipliner.
  • Skabe sammenhæng mellem vores strategi og det frivillige arbejde i udvalg og organisationen generelt.
  • Være budgetansvarlig.
  • Være sparringspartner for GymDanmarks ledelse og bestyrelse.


Vi har høje forventninger
til dig og forestiller os, at du:

  • Har solid ledelseserfaring (gerne) inden for sportens verden.
  • Har internationalt udsyn og evner at analysere og operationalisere elitesportens udvikling.
  • Kan samarbejde med relevante aktører i dansk og international elitesport.
  • Er udadvendt og relationelt stærk og kan begå dig i mange forskellige arenaer.
  • Har politisk tæft. Det er en fordel med erfaring fra en politisk styret organisation.
  • Har respekt og forståelse for vores frivillige og de præmisser, de arbejder under.
  • Er analytisk skarp, har strategisk sans og kan prioritere.
  • Er en positiv teamplayer, der evner at arbejde på tværs af organisationen, i samarbejde med både ansatte og frivillige, og er ambitiøs på gymnastikkens vegne.
  • Har en relevant akademisk uddannelse.
  • Med fordel har indsigt i gymnastikkens verden.
  • Har mulighed for at deltage i mange weekendarrangementer og aftenmøder i hverdagene. 

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til direktør Ditte Okholm-Naut, tlf. 4076 4047, eller partner i konsulenthuset Genitor Martin Isenbecker på telefon 2565 9231.

Ansøgningsfristen er søndag den 8. september 2019 – søg stillingen nedenfor.

Første samtale afholdes onsdag den 11. september 2019, og anden samtale torsdag den 19. september 2019. Mellem de to samtaler gennemføres testforløb hos Genitor, og der indhentes referencer efter aftale med kandidaterne. Forventet tiltrædelse er den 1. november 2019.

GymDanmark er et af Danmarks ældste og største idrætsforbund. GymDanmarks administration har forbundskontor i Idrættens Hus i Brøndby. Vi har fredagsbar og fællesmotion for dem, der har lyst. Idrættens Hus byder desuden på fælles kantineordning og diverse motionsfaciliteter.

Forbundskontoret servicerer vores 200.000 medlemmer, 10.000 licenshavere, 450 foreninger, otte disciplinudvalg med 100 frivillige, adskillige undersektioner, samt forbundsbestyrelsen.

Læs mere om GymDanmark på www.gymdanmark.dk.

GymDanmark ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede at søge stillingen – uanset køn, etnisk baggrund, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Vores fokus på at gymnastik er for alle, er også afspejlet i vores rekrutteringsproces.

Søg stillingen

Se alle stillingsopslag