FORSKNINGS- OG ANALYSECHEFER TIL AFDELINGERNE 'VIVE BØRN OG UDDANNELSE’ OG ’VIVE SOCIAL'

VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd søger to ambitiøse afdelingschefer med flair for at lede i et stærkt miljø for anvendt forskning og analyse og evne til at koble den konkrete faglige ledelse med VIVEs samlede strategi.

Om VIVE
VIVE skaber og formidler viden om velfærdssamfundets udvikling, borgernes levevilkår og indretningen af den offentlige sektor, herunder fremme af kvalitetsudvikling, bedre ressourceanvendelse og styring. VIVE bidrager til at styrke vidensgrundlaget for udvikling af velfærdssamfundet og beslutningsgrundlaget for lovgivning, forvaltning og praksis.

Centret er en uafhængig statslig institution, som udfører sin faglige virksomhed inden for sit formål i uafhængighed af økonomi- og indenrigsministeren. Centret skal værne om videnskabsetikken.

Afdelingerne og stillingerne
VIVEs forsknings- og analysechefer refererer til direktøren og deltager i VIVEs ledelsesgruppe. Vi lægger vægt på, at afdelingsledelsen udspiller sig i samspil med den samlede ledelse af VIVE, og at afdelingsledelsen har kontinuerligt fokus på at understøtte gensidigheden mellem forsknings- og analyseaktiviteterne i VIVE.

Vi søger afdelingschefer til to af VIVEs faglige afdelinger.

VIVE Børn og Uddannelse har to hovedområder: Børn og unges udsathed samt dagtilbud og uddannelse for både børn, unge og voksne. I forhold til udsathed er der for eksempel fokus på forebyggende indsatser og anbringelser. På dagtilbuds- og uddannelsesområdet er der for eksempel fokus på børn og unges læring og trivsel samt overgangsproblematikker. Afdelingen har også fokus på, hvordan børn og unge med særlige behov – herunder læringsudfordringer eller psykisk mistrivsel – klarer sig i uddannelsessystemet. Endelig beskæftiger VIVE Børn og Uddannelse sig med organisering og ledelse på social-, dagtilbuds- og uddannelsesområdet, implementering og evaluering af reformer og specifikke indsatser samt effekter af disse.

VIVE Social
har fokus på socialpolitik, sociale indsatser og sociale forhold for hele befolkningen. Afdelingen beskæftiger sig med borgernes levevilkår og med udsatte grupper i særdeleshed, og temaerne er bl.a. social marginalisering, social mobilitet, stratifikation og fattigdom. Afdelingen ser på, hvordan kommuner og praktikere omsætter socialpolitikken til konkret praksis, og hvordan konkrete indsatser virker. Endvidere har afdelingen fokus på familiepolitik, herunder skilsmisse- og orlovsproblematikker og familie-og arbejdslivsrelationer.

Stillingen som forsknings- og analysechef indeholder følgende ansvarsområder og opgaver i afdelingsregi:

  • Det overordnede faglige og økonomiske ansvar for afdelingens forsknings- og analyseaktiviteter
  • Sikre den faglige udvikling inden for afdelingen samt medvirke til faglig udvikling på tværs af afdelinger i VIVE
  • Personaleledelse og kompetenceudvikling af afdelingens forsknings- og analysemedarbejdere
  • Udvikling af en sammenhængende og balanceret projektportefølje med fokus på relevans og sammenhæng mellem forskning og analyse
  • Understøtte succesfuld ekstern finansiering og kontraktindgåelse for både forsknings- og analyseopgaver
  • Projektbemanding i samarbejde med de øvrige forsknings- og analysechefer
  • Være faglig sparringspartner og problemknuser sammen med projektledere på forsknings- og analyseprojekter
  • Kvalitetssikring af publikationer fra afdelingen
  • Sikre kontakt til og synliggøre afdelingens vidensprodukter i relevante netværk med samarbejdspartnere, interessenter og rekvirenter
  • Formidlingsaktiviteter af afdelingens resultater og projekter
  • Sikre et godt arbejdsmiljø.

Stillingen som forsknings- og analysechef indeholder derudover følgende ansvarsområder og opgaver som en del af den samlede ledelse:

  • Sikre at VIVEs samlede strategi afspejles i afdelingens arbejde
  • Medvirke til udarbejdelse af fælles forpligtende mål på tværs af VIVE
  • Medvirke til konstruktiv kollegasparring på tværs af ledelseskollegiet
  • Medvirke til gensidig støtte og kompetenceudvikling i ledelsesteamet
  • Ansvar for konkrete udviklingsopgaver på VIVEs vegne.

VIVE har afdelinger i både Aarhus og København, og afdelingernes medarbejdere er placeret begge steder. Uanset placeringen af fast arbejdsplads må der derfor påregnes en del rejseaktivitet. Du skal angive i ansøgningen, hvor du ønsker fast arbejdsplads.

Kvalifikationer
Vi søger ambitiøse, udadvendte og samarbejdsorienterede chefer, der har en god forståelse for anvendelsesorienteret forskning og analyse. Vi søger personer med veludviklet forståelse for og dokumenteret evne til at lede i en stærk forsknings- og analyseorganisation.

Vi lægger vægt på, at vores forsknings- og analysechefer har flere af følgende kompetencer:

  • Dokumenteret stærk faglig samfundsvidenskabelig profil med solid erfaring fra forskning, evaluering eller analyser
  • Erfaring med projektledelse af forsknings- og analyseprojekter, herunder god og succesfuld erfaring med at skaffe ekstern finansiering
  • Kendskab til udviklingen inden for velfærdssamfundet, herunder særligt interesse for enten børn og uddannelse eller socialområdet
  • Erfaring med ledelse af fagligt stærke og ꞋselvledendeꞋ medarbejdere, større projekter og/eller ledelse for et ansvarsområde, gerne i en tværfaglig sammenhæng
  • Er en god formidler både skriftligt og mundtligt på dansk og engelsk
  • Er en engageret person med høj personlig integritet og evnen til at motivere og samarbejde med medarbejdere, andre ledere og eksterne samarbejdspartnere
  • Kan tænke strategisk – både snævert i forhold til eget ledelsesområde og bredt i forhold til VIVE og kan lede og implementere strategiske forandringer
  • Allerede har og evner at opbygge et godt netværk med eksterne samarbejdspartnere
  • Er inddragende, anerkendende og omgængelig, og kan skabe en arbejdsplads med et godt arbejdsmiljø – også selvom du indimellem må træffe upopulære beslutninger
  • Er en holdspiller, som kan bidrage til arbejdet i en samlet ledelsesgruppe.

Yderligere oplysninger
For yderligere information om VIVE henvises til www.vive.dk. Du er også meget velkommen til at kontakte direktør Lotte Jensen (på loje@vive.dk eller tlf. 25 13 38 13) eller udviklingsdirektør Mette Deding (på mcd@vive.dk eller tlf. 3348 0885).

Ansættelsesvilkår
Vi håber, at du kan tiltræde den 1. oktober 2019. Du ansættes på overenskomstmæssige vilkår, og som udgangspunkt er ansættelse på åremål med en ansættelsesperiode på 5 år med mulighed for forlængelse i op til yderligere 3 år. Du bliver ansat på kontraktvilkår i løngruppe 1 i h.t. chefaftalen på statens område. Hertil kommer åremålstillæg og kvalifikationstillæg, som aftales konkret ud fra din baggrund, erfaring og dit ansættelsesforhold.

Ansættelsesprocedure
Vi skal have modtaget din ansøgning senest den 12. august 2019 kl. 12. Du søger stillingen via vores elektroniske ansøgningssystem, som du finder ved at trykke på linket nedenfor.

Vi forventer, at ansøgningen indeholder:

  • Motiveret ansøgning
  • CV indeholdende oplysninger om uddannelse, forskning/analyse, joberfaringer, formidlingserfaring m.v.
  • Eksamenspapirer
  • Liste over publiceret materiale
  • En kort beskrivelse af dig som leder (maks. 4 sider). Beskrivelsen skal indeholde tanker til dine ledelsesmæssige visioner med stillingen som forsknings- og analysechef ved VIVE. Beskrivelsen kan også indeholde beskrivelser af dine erfaringer som leder, erfaring med ledelse af projekter, funktioner eller faglig ledelse af et område.

Søg stillingerne: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5005255

Vi forventer at gennemføre 1. samtalerunde den 19. og 21. august og 2. samtalerunde den 26. august 2019. De, der går videre til en evt. 2. samtalerunde, kan forvente at skulle gennemgå en test, og ved 2. samtale medvirker der en konsulent fra Genitor.

VIVE ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge.

Se alle stillingsopslag