Kan du tage ledelse og understøtte medarbejdere i strategisk byplanlægning i Danmarks 2. største by? Og kan du varetage det spændende job som leder af Afdelingen for helhedsplanlægning og kulturmiljø i Teknik og Miljø? Så er det dig vi mangler.

Vi skaber attraktive og bæredygtige rammer for livet i Aarhus. Det er byrådets ambition, at vi skal stille større krav til kvaliteten i vores byudvikling, så vi bygger Aarhus bedre, mere levende og mere grøn. Og vi har brug for en stærk leder og faglig inspirator til at hjælpe os med den opgave.

Dine arbejdsopgaver
Du kommer til at stå i spidsen for et fagligt stærkt medarbejderteam på 14 medarbejdere. Du skal hjælpe dem i mål med at levere byplanlægning af høj kvalitet til rette tid, ligesom du skal lede opgaven med styrket fokus på kommunens kulturmiljø, lave handlingsplaner, strategier og løbende have et godt øje for forenkling og effektivitet.

Vores igangværende opgaver omfatter blandt andet strategiske helhedsplaner og lokalplaner for spændende nye byområder som Årslev og Marienlyst og eksisterende bydele som Nørreport, Randersvej og Godsbanen. Vi laver også, helhedsplaner for udsatte boligområder, udviklingsplaner samt vurderinger af bevaringsværdien blandt bygningerne i Aarhus. 

Du vil få et tæt samarbejde med afdelingslederne for lokalplaner om at sikre smidige processer og implementering af politikker. Sammen med stadsarkitekten og planchefen vil du sætte retningen for, hvordan vi lykkes medbyrådets mål for byens fysiske udvikling og vækst.

Vi er godt 1000 medarbejdere i Teknik og Miljø inden for en lang række fagdiscipliner, og tværgående koordinering vil også være en væsentlig del af dine opgaver.

Du kan være svær at finde, men vi forestiller os, at:

  • Du har en relevant akademisk uddannelse og/eller relevant lederuddannelse
  • Du har erfaring fra en lignende stilling, gerne i den offentlige forvaltning
  • Du har forståelse for processer inden for fysisk planlægning og har kendskab til lovgivningen på området
  • Du er god til at kommunikere og tør træffe vigtige beslutninger
  • Du er en god og tilgængelig leder for dine medarbejdere
Vores tillid til dig vil gøre dig til en endnu bedre leder
Det er vigtigt, at du oplever, at dit bidrag i Teknik og Miljø gør en forskel for Aarhus. Som arbejdsplads har vi stor tillid til dig og står altid klar, hvis du kommer i tvivl. Vi holder ugentligt ledermøder, hvor vi sparrer om de udfordringer, vi oplever i hverdagen, og hjælper hinanden med at blive bedre ledere.

Vi tilbyder løbende kompetenceudvikling og drøfter gerne muligheden for, at du kan videreuddanne dig inden for områder, der gør dig endnu bedre til dit arbejde.

Vi holder til i Brabrand, hvor det semi-offentlige topmoderne kontorhus Blixens, indeholder faciliteter som lækker kantine, café, motionsrum, massageordning, kaffe- og frugtordning og den nok bedste udsigt over Aarhus. Her har vi det godt, men vi mangler stadig dig til at løfte opgaven som afdelingsleder for helhedsplaner og kulturmiljø.

Vi håber, at du har lyst til at være med på holdet
Hvis ja, så klik  på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning og CV. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning. 
 
Ansøgningsfristen er søndag den 5. februar 2023. 

Vil du vide mere om jobbet, er du meget velkommen til at kontakte planchef Eva Møller Sørensen på tlf. 41 87 37 37.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Vi forventer at holde de første samtaler 10. februar 2023. Læs mere om Teknik og Miljø, hvad du kan forvente af rekrutteringsprocessen og vores generelle løn- og ansættelsesvilkår her.

Ansøg