Af Henning Meldgaard Nielsen og Tina Overgaard, partnere i Genitor

 

Britta er forsvundet over alle bjerge, og det ser ud til, at hun har taget 111 millioner kr. med sig. Hvis hun som Olsen-banden havde franarret den internationale storkapital to røde kufferter fyldt med penge – og hvis pengene var hvidvaskede i Danske Bank i Estland – ja, så kunne man måske grine af historien.

 

Det har Britta ikke. Hun har tilsyneladende – som en stille betroet og fortjenstfuld medarbejder og superbruger i socialministeriet – svindlet sig til pengene fra satspuljen. Det er penge, der skal gå til tiltag på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet for at forbedre vilkårene for de dårligst stillede grupper i Danmark. Og det er penge, der oprindelig er taget fra den automatiske regulering af overførselsindkomsterne, som så stiger mindre end den almindelige lønudvikling på arbejdsmarkedet. Det ser ud til, at Britta over en 16-årig periode ganske enkelt har overført penge til sine egne konti.

 

Britta giver anledning til en række spørgsmål. Her er tre:

 

Det første spørgsmål er det helt naive: Hvordan fanden kan det gå til? Her går vi glade ubekymrede rundt og tror, at man skal være to til at anvise og attestere (havde vi bare vist, at det ikke var tilfældet!). Og vi har på Wikipedia læst, at ministerierne stort set følger de almindelige regler for effektiv tilskudsforvaltning (så er der måske rigtig grund til bekymring?).

 

Det ser ud til, at spørgsmålet er forkert stillet. Forvaltningen af satspuljen har været en lang dags rejse mod nat. Tal som 650 projekter og op mod 4.000 aktive puljer er nævnt. En Rigsrevision der i årevis har advaret mod, at der ikke er styr på pengene. En gavmild Annette Vilhelmsen, der som socialminister for åbent kamera siger: ”Her er en million til dig”. Og efterfølgeren Manu Sareen, der nu bagefter uden blusel siger: ”Selvfølgelig var der ikke styr på det. Det var vildt svært at have et overblik over så mange millioner”. Kassen var åben. Britta kunne bare tage pengene.

 

Det andet spørgsmål er det triste: Kan vi undgå, at reaktionen nu er en hel masse nye kontroller? Svaret er formentlig nej! Stephen Bungay skriver i en fantastisk god ledelsesbog, at når ting går galt, så er reaktionen altid et krav om: mere kontrol og/eller mere detaljeret instruktion og/eller mere omfattende ledelsesformation. Det sker med al sandsynlighed også denne gang, så de ansvarlige kan vise, at de handler konsekvent og beslutsomt. Denne gang med den tilføjelse, at når ansvaret skal placeres, så er der ikke nogen ansvarlige, der er hjemme.

 

Vi skal understrege, at selvfølgelig er der brug for almindelig kontrol. Hvis den ikke rækker, så kan man overveje, om man mangler mere kontrol eller et system, der kan administreres.

 

Det tredje spørgsmål er det mere komplicerede: Kan vi overhovedet føre en langsigtet og virkningsfuld socialpolitik i Danmark?

 

Vi kan godt forstå, at det som politiker kan være fedt at dele gaver ud via satspuljeforligene. Men (og det er et stort men) der er formentlig INGEN – hverken socialarbejdere, som søger penge til projekter, embedsmænd, som fordeler pengene, forskere, som evaluerer projekterne, eller brugere, som skal have hjælp af projekterne, – der synes, at dét er en klog måde at drive og udvikle socialpolitik på.

 

Vi nævnte to socialministre ovenfor. Vi har haft hele syv socialministre i løbet af de sidste ti år (hvis man tæller Karen Ellemann to gange for hendes to perioder fra 2009-2010 og fra 2015-2016). Socialministrene har altså i gennemsnit siddet i ca. 16 måneder. Regeringen arbejder på en sammenhængsreform i den offentlige sektor. Det er en rigtig god idé, men kan man føre sammenhængende socialpolitik, når man skifter socialminister i det tempo?

 

For at sætte dét i relief. En kommissionsdomstol undersøgte den såkaldte Postskandale først i 1980’erne, der handlede om store bevillingsoverskridelser. Domstolen frikendte alle de daværende fem ministre i Ministeriet for Offentlige Arbejder med den vurdering, at ministrene havde siddet så kort en periode, at man ikke kunne forvente, at de udviste selvstændige initiativer på området. De fem ministre havde i gennemsnit siddet i ca. 16 måneder.

 

Hvis Britta på den ene eller anden måde kan foranledige, at vi kan få en principiel diskussion om, hvordan vi kan føre sammenhængende, langsigtet og virkningsfuld socialpolitik i Danmark, så er vi næsten tæt på at kunne ønske hende en god tur.

Se alle updates